Morten Poulsen scorede hattrick. William Lund scorede første (og andet) mål i karrieren. Thomas Lillie holdt nullet. Perfekt optakt til en eventuel kvartfinale for hjemmeholdet

Herning Blue Fox - Herlev Eagles: 8-0 (4-0, 2-0, 2-0)

Sikke en lussing denne fredag aften til Herlev, der fik ørene i maskinen mod et veloplagt Herning-mandskab, der satte sig på kampen fra start og afgjorde sagerne på 10 minutter. 

Blue Fox lagde stærkt fra land og man fik omgående lagt gæsterne under pres. Jesper Thörnberg og Victor Cubars testede begge Adam Ohre der denne aften stod over for Thomas Lillie.

Peter Lauritzen fik dog kampens første store chance da han blev spillet fri midt i slottet, men desværre for Herlev fik han ikke ordentligt træf på pucken.

Efter et par chancer i begge ender kunne Morten Poulsen bringe Blue Fox i front da han fik plads til at skære ind i banen, og med et hurtigt skud fik han passeret Ohre ved forreste stolpe.

Herning har i denne sæson været ligaens skarpeste hold i powerplay, og denne aften nettede man da også ved først givne lejlighed. Mathias Bau med den hårde pasning ned på bagerste stolpe og endnu engang stod Morten Poulsen klar. 

Det blev også 3-0 kort efter da Cameron Brown flot fik styret skuddet fra Oskars Cibulskis ind bag Ohre. Hård start på kampen for Herlev der ikke kunne stå imod presset, og træner Gudmundsson tog forståeligt time-out.

Lige lidt hjalp det dog for Herning øgede til 4-0. William Lund opsnappede pucken og var konsekvent i sin afslutning op i hjørnet. I øvrigt første scoring nogensinde for barndomsklubben.

Den resterende del af perioden forblev med et hjemmehold i kontrol, men positivt for Herlev at man foreløbigt fik sat en prop i dem hullede defensiv.

Hattrick forude

Det var spændende at se hvordan holdene ville komme ud til anden periode. Herning har tidligere i sæsonen smidt flere store føringer, også til netop Herlev, og det havde man dårligt råd til at gøre igen.

Midtjyderne så ud til at have taget ved lære og man gav således ikke noget væk i egen zone. Til gengæld havde Eagles også fået styr på defensiven og det gav en noget mere lige forestilling.

Et powerplay til Herning var dog tæt på at ændre dette. Mathias From havde et godt slagskud inden han flot fandt Martin Eskildsen der akkurat ikke fik træf nok på pucken.

Midtvejs i perioden fik gæsterne så en af de chancer man skal score på. Lillie blev fanget i en sideforflytning og Phillp Rafnsson skulle blot ramme målet men missede totalt.

I stedet kunne Blue Fox reelt afgøre kampen og det var ved kaptajnen selv. En tre mod en situation gav Cubars en pasning til Bau og endnu en pasning som Poulsen altså sikkert eksekverede.

Adam Ohre havde en hård aften i det midtjyske og det blev kort efter også til svenskerens sidste aktion i kampen. En puck lå mellem benene og Cam Brown fiskede den fri til 6-0.

Mathias From burde have øget sekunder senere men indskiftede Mathias Petersen slap med skrækken. 

Herlev nåede en sidste stor chance som ganske symptomatisk også blev brændt. Luis Blak Olsen fik ellers afsluttet stærkt med bahånden, men stolpen stod i vejen.

Generalprøve - måske

Mathias From var inisisterende i sin jagt efter en scoring, og han rev da også pucken på ydersiden af stolpen efter blot 10 sekunder af tredje periode.

"Rævene" slog i stedet til kort efter og det var igen i powerplay. Lukas Bang kunne ugeneret gå på mål og han fandt hullet mellem benene på Petersen. 

Det blev ikke til 8-0 ved Mathias From kort efter. Hans enorme fart gør ham til tider umulig at håndtere, men heller ikke alene igennem lykkes det for topscoreren.

Thomas Lillie jagtede naturligvis et shutout, men man kunne godt unde gæsterne en scoring. Luis Blak Olesen var i pausen ganske ærlig og erkendte at det denne aften var hårdt at være gæst på Kvik Hockey Arena. Alligevel stoppede man aldrig med at spille - man var ganske enkelt bare overmatchet. i aften.

Willam Lund kunne tæt under mål nette for anden gang - endda i karrieren - og så blev det altså til 8-0.

Der faldt ikke flere scoringer denne aften og derfor indtager Blue Fox en foreløbig andenplads, inden der venter et svært slutprogram. For Herlev ligner det nu en syvendeplads i grundserien og måske får vi et møde mellem de to mandskaber allerede på fredag igen i første runde af slutspillet. 


GOALSHOW: Se målene fra Rungsted-Esbjerg OPTAKT: Herning Blue Fox-Herlev Eagles