Stabilitet er nøgleordet for vestjyderne

Endelig! Efter en lang pause tager vi igen i morgen hul på Metal Ligaen med fire kampe – så fuldt program som overhovedet muligt. Aalborg tager imod Herning, Frederikshavn møder Rødovre, SønderjyskE får besøg af Esbjerg, mens Odense skal en tur til Rungsted. Herlev Eagles er tirsdagens oversidder.

I dag tager vi en hurtig puls på de ni klubber inden den nye ”sæsonstart”.

Vi kører videre med Esbjerg, der for øjeblikket ligger nummer seks i tabellen.

Har Esbjerg potentialet til at gøre det hele store i den her sæson?

Vi mangler stadig det endegyldige svar på, om vestjyderne med fuldt hold kan køre stabilt over en længere periode – eller over en serie på syv kampe.

Det er ikke rigtig blevet bevist endnu, for hver gang Esbjerg har leveret en præsentation over gennemsnittet, bliver der fulgt op med et par dårlige præstationer – sådan i store træk.

Så det er svært at sige, hvor pokker vi har Mark Pedersons hold og ikke mindst de otte imports, der alle i glimt har vist, hvad de kan, men igen – ikke over en længere periode.

Det har knebet med disciplinen i perioder, og det skal Energy-ledelsen også have styr på, men set herfra har Esbjerg et på papiret yderst kompetent mandskab med mange dygtige individualister.

Det er et fysisk stærkt mandskab, hvis Esbjerg ikke spiller over grænsen, og det kan sagtens blive en force i en kvartfinale – og så har undertegnede fidus til Esbjerg, HVIS det skulle komme til en konfrontation med Aalborg Pirates.

Mange skader har drillet Esbjerg, men efter en landsholdspause og med friske folk bør det ikke være en hindring mere.  

Hold øje med: Zach Pochiro har det hele og er uhyre giftig på gode dage. Omvendt har han også taget mange dumme udvisninger i løbet af sæsonen. Og så er Grayson Downing altså en god joker at trække ud af ærmet, hvis han er skadesfri. Men ovenover alt svæver ønsket og håbet om stabilitet i Esbjerg.  


METAL LIGA IGEN! Rungsted Seier Capital METAL LIGA IGEN! Herlev Eagles