Mark MacMillan og Jesper Jensen dominerede for de to mandskaber i aften i Kvik Hockey Arena

Herning Blue Fox-Frederikshavn White Hawks: 4-2 (1-1, 0-1, 3-0) For de fremmødte tilskuere på Kvik Hockey Arena var der gode nyheder inden kampstart.Således var Cam Brace, Daniel Nielsen og Reid McNeill alle tilbage på isen, og hjemmeholdet
kunne derfor ligesom gæsterne stille i noget nær stærkeste opstilling.

Kampen startede med to hold som ikke gav meget væk, og det billede gik faktisk igen i den resterende del af kampen.

Godt nok vandt Herning skudstatistikken klart, men på isen var de to hold ganske jævnbyrdige.

Herning bragte sig også i front efter en håndfuld minutter. Mark MacMillan, som igen var blandt sit holds bedste, fik fikst staven på skuddet fra Bjørn Uldall, og Mathias Seldrup var uden chance i målet.

Frederikshavn slog dog omgående tilbage. Jesper Jensen viste sit velkendte overblik frem, og med en skarp pasning fandt han Alexandr Bumagin, som tæt under mål sendte skiven i kassen.

De 1-1 holdt perioden ud med sporadiske chancer i begge ender.

I anden periode var Frederikshavn spillemæssigt en smule bedre end værterne. Derfor var det heller ikke ulogisk at gæsterne fik pucken i nettet.

Denne gang kunne Sebastian Brinkmann på nydelig vis smække pucken op i det fjerneste hjørne.

Scoringen faldt i powerplay efter en periode hvor begge hold var hyppige gæster i straffeboksen.

Mathias Bau har stadig sit første mål til gode for Blue Fox. I powerplay blev den lange forward ellers sat perfekt op, men skuddet gik i sidenettet. Dermed stod der 1-2 i Herning inden tredje periode.

Her fik Ben Cooper, som var tilbage i boksen, sat gang i sit hold, som blev mere og mere dominerende.

Det resulterede også i en udligning. Patrick Madsen, som netop er vendt tilbage fra Frederikshavn, havde bevæget sig ind foran mål hvor han i to omgange lykkedes med at passere Mathias Seldrup.

Herefter lignede det igen uafgjort og overtid, som det også var tilfældet tirsdag aften mod SønderjyskE.

Kampens bedste spiller, Mark MacMillan ville det dog anderledes. På en fornem pasning fra Brodie Dupont slap canadieren igennem, og han kunne med et velplaceret håndledsskud sætte pucken i nærmeste hjørne.

Jubelen brød ud på både lægterne og i hjemmeholdets boks. De store kanoner med Jesper Jensen, Alexandr Bumagin og Oleg Yashin fik aldrig lagt det afgørende pres på rævene, og dermed kunne Markus Jensen fra distancen lukke og slukke til slutresultatet 4-2.

De tilbagevendte spillere for Blue Fox viste at rusten endnu ikke er banket af, men cheftræneren kunne se Frederik Brændgaard og Simon Schleicher spille sig ind i varmen.

Gæsterne kan glæde sig over at superkæden med de to russere og tilbagevendte Jesper Jensen ser ud til at kunne gøre livet surt for modstanderen i denne sæson. Der var flere gode takter at spore, og kæden stod også for en enkelt scoring.


Rødovre vandt intens kamp mod Esbjerg Herlev fik has på Rungsted i det sjællandske opgør