Alps Hockey League og Schweiz har indstillet ishockeyen for en stund. Se her, hvordan Corona-virus har påvirket rundt omkring

Corona-virus påvirker ishockeyen – og samfundet i øvrigt - over hele verden, så vi vel knapt har oplevet en lignende tilstand de seneste mange årtier.

Men hvordan griber de forskellige nationer situationen an – rent ishockeymæssigt. Vi forsøger her at danne et overblik over, ”hvordan det står til” rundt omkring.

IIHF har valgt at aflyse en hel del mesterskaber, herunder senest kvindernes A-VM. U18-turneringerne skulle være i risiko for at blive aflyst. For det danske kvindelandshold betyder det altså en sæson uden VM, og det samme kan ske for U18-landsholdet, der i april skal til Slovakiet.

Skal vi gætte på – situationens alvor taget i betragtning – at samtlige øvrige internationale træf, herunder U16-turneringen i Füssen – også er i fare.

I NHL har man stadig ikke aflyst kampe. I San Jose-området anbefalede myndighederne i Santa Clara County, at folk blev væk fra sportsbegivenheder og andre store begivenheder. Det forhindrede dog ikke omkring 30.000 solgte billetter i alt til Sharks-kampene mod Ottawa og Minnesota, der dog trak de laveste to tilskuertal i sæsonen for Sharks.

NHL-chefen, Commissioner Gary Bettman, er naturligvis også blevet spurgt til situationen. Han havde lørdag følgende kommentar til situationen:

- Jeg vil ikke skabe hverken spekulation eller hysteri. Der er selvfølgelig en pallette af konsekvenser, som vi skal fokusere på, og det gør vi i ordentlig tid, men vi skal også lige tage den med ro. Vi er på forkant med situation og i konstant kommunikation med vores klubber og NHLPA (spillernes forening) og vi skal i den grad nok arbejde med situationen og være på forkant – så meget som overhovedet muligt. Lad os alle tage en dyb indånding.

I KHL spiller man foreløbig slutspillet videre uden hindringer.

I Sverige, Finland og Norge er der heller ikke truffet yderligere forholdsregler for større arrangementer.

I Tyskland har man foreløbig aflyst det årlige DEL-gallashow i Wolfsburg, men derudover er kun en enkelt kamp blevet flyttet på grund af Corona-virus. Vi skal ned i tredjebedste række, Oberligaen, hvor derbyet i Oberliga Süd mellem Füssen og Memmingen blev flyttet fra Füssen til Memmingen, eftersom myndighederne forbød kamp med tilskuere i Füssen. Her er omkring 100 mennesker nemlig i karantæne.

De tyske myndigheder er dog i dag kommet med det samme påbud som de danske. Det kan få konsekvenser for den videre turnering.

I den østrigsk-baserede Erste Bank Eishockey Liga spiller man videre med tilskuere. Bortset fra i Bolzano, hvor grundserievinderne, der altså kommer fra hårdt ramte Italien, for øjeblikket spiller uden tilskuere og/eller på udebane. Hvordan kampene forløber bliver foreløbig besluttet dag-til-dag.

I Alps Hockey League, der også tæller hold fra flere forskellige nationer - Østrig, Slovenien og Italien, sidstnævnte med hovedparten af holdene – er kampene suspenderet frem til 15. marts.

I Schweiz er National League foreløbig suspendered indtil 15. marts. Derefter træffer myndighederne nye beslutninger omkring forsamlingsforbud og derefter kigger ligaen videre på det videre forløb.

I Storbritannien er hverken ishockey – eller øvrig sport – underlagt et påbud og derfor spilles der videre.

I Frankrig opstod der en situation, hvor Corona-virus afgjorde en kvartfinaleserie. Amiens førte 3-2 over Mulhouse, der af Alsace-regionen ikke fik lov at spille på hjemmebane i den sjette kamp i serien. Myndighederne i Somme-regionen vil ikke give klubberne lov at rykke kampen til Amiens, eftersom man der ikke ville have spillerne fra Alsace-regionen (Mulhouse) på besøg.

Derfor gik situationen i hårdknude, og det franske forbund endte med at sende Amiens videre til semifinalen efter fem kampe.

De franske myndigheder er dog i dag kommet med et nyt påbud, der ligner det danske - altså at arrangementer med over 1000 deltagere helst ikke skal finde sted. 

Umiddelbart ser det ud til, at ligaerne i Central- og Østeuropa kører videre som planlagt, og det samme gælder i lande som Holland og Belgien, hvor BeNe-Ligaen synes at fortsætte uhindret.  


Ny direktør: Pirates inviterer til pressemøde og sender live på Facebook VIDEO: Esbjerg Energy fik opbakning og tifo til søndagstræning