Kampstart 19:00 i Bentax Isarena

Der er kun en enkelt ting, der kan glæde Odense Bulldogs-mandskabet efter søndag eftermiddags 0-7-nederlag mod Aalborg: Det kan næsten ikke blive ringere end det, fynboerne præsterede på hjemmebane, hvor holdet efter syv-otte gode minutter i begyndelsen af kampen brød fuldstændig sammen.

Det var anden kamp på stribe, hvor målene sejlede ind hos fynboerne, og nu skal Odense såmænd igen møde Aalborg.

Fynboerne har – hvis ikke holdet spiller med 110 procents koncentration – altid store problemer med ”spilstærke” hold som Aalborg, der arbejder på en helt anden præmis end Odenses canadisk, fysiske stil.

Så koncentration er første devise i Bulldogs-rummet i dag.

Det samme gælder formentlig for Aalborg, hvor træner Murray formentlig er bekymret for, om hans spillere undervurderer Odense i aften.

Søndag kunne han glæde sig over stor moral i boksen og at spillerne – ud over stærkt offensivt spil – kæmpede som gale for at hjælpe George Sørensen til et nul i statistikken. Herlig moral efter tre nederlag inden Odense-kampen.

Statistikken: Odense har lukket 15 mål ind i to kampe. Den blødning skal stoppes øjeblikkeligt. Søndag var Josh MacDonald i hopla med fire point og var farlig i rigtig mange situationer.

Det forventer vi: At Bulldogs træder op og yder langt mere modstand end søndag. To gange har fynboerne presset Aalborg og med koncentration og disciplin i 60 minutter er der måske mulighed for en overraskelse? Men Pirates går ind som klar favorit.

Hold øje med: Markeringerne, skulle man næsten sige til Odense, der virkelig har haft problemer i egen zone på det seneste. Og det gælder altså ikke bare backerne, men samtlige fem spillere. Hos Aalborg spillede Tobias Ladehoff blandt mange en god kamp søndag og er virkelig vokset med større ansvar, mens skadeslisten er blevet større hos Pirates.

Historikken: Det er fjerde opgør mellem de to hold i denne sæson, og Pirates står med otte point i tre kampe. De to første kampe var tætte med 4-3 i overtid og 3-2 til aalborgenserne, mens søndagens kamp altså var en rundbarbering på 7-0.

Skader/karantæner: Jonas Brøndberg var fraværende sammen med Martin Lefebvre, Martin Højbjerg, Pierre-Olivier Morin og Jonathan Brinkman hos Aalborg i søndags, mens Odense stillede i bedst mulige opstilling, dog stadig med unge Mathias Møller Jørgensen ude.


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Herning Blue Fox OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Esbjerg Energy