Kampstart 19:00 i Bentax Isarena

For første gang i sæsonen er det vel et lidt "småsåret" Aalborg Pirates-hold, der møder frem til kamp. Nordjyderne er stadig sikker etter i tabellen, men har tabt to af de seneste tre kampe.

Det er ikke hverdagskost for Pirates i denne sæson, men aalborgenserne er formentlig mere end klar over, at der vil komme et formdyk nu og da i løbet af et grundspil på 48 kampe.

På hjemmebane har Pirates dog stadig maksimumpoint 18 for seks kampe, og den statistik er Murrays mænd med sikkerhed interesseret i at bevare i aften mod et SønderjyskE-hold, der kæmper for Metal Final4-pladsen. 

En plads, der næsten var i hus, inden Herlev leverede et stort comeback fredag aften i Frøs Arena og snuppede to point. 

- Selvfølgelig var resultatet en skuffelse, men vi har forhåbentligt lært, at vi skal holde fokus på vores eget spil, og de ting i kampen vi kan gøre noget ved. Vi må ikke lade os distrahere, men følge den taktik den taktik vi har lagt til kampen, siger SønderjyskE-træner Kim Lykkeskov til klubbens hjemmeside før kampen. 

Statistikken: Mens Aalborg er det skarpeste hjemmehold i Metal Ligaen, så har SønderjyskE faktisk været bedst på udebane i indeværende sæson. Sønderjyderne henter næsten to point pr. kamp på fremmed is, mere end hjemme i Frøs Arena. 

Historikken: Da de to hold mødtes tidligere på sæsonen, var det en af de bedste kampe overhovedet i Metal Ligaen anno 2019/20. Aalborg vandt en dramatisk og velspillet ishockeykamp med 3-2 i Frøs Arena på Anders Krogsgaards mål i overtid. 

Det forventer vi: At Aalborg kommer flyvende ud med stor revanchelyst og spilleglæde mod et SønderjyskE-mandskab, der skal forsøge at stå imod i de første 20 minutter. Gør sønderjyderne det, bliver det helt tæt og jævnt i aften. 

Duellen: Thomas Spelling blev holdt nede i Rødovre for nylig, men har i øvrigt spillet fremragende i løbet af sæsonen, og det skal blive spændende at se, hvordan han matcher sine gamle holdkammerater og venner i aften.

Skader/karantæner: Aalborg uden Ladehoff, Pedersen og Scheel, mens SønderjyskE synes at have en intakt trup i sving for øjeblikket. 


OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Herning Blue Fox OPTAKT: Esbjerg Energy-Rødovre Mighty Bulls