Kampstart 18:00 i Granly Hockey Arena

Herlev-bussen ruller i disse timer mod vest til det, der sagtens kan blive en forrygende omgang ishockey i det vestjyske.

Eagles kommer med kæmpe selvtillid efter hjemmesejrene over Aalborg og Rødovre og sejr i Rungsted, mens Esbjerg Energy vel nok samlet set har stået for de mest underholdende kampe i Metal Ligaen i indeværende sæson.

Der har været "knald på" i Esbjergs matcher, senest i tju-bang-kampen i Rungsted fredag aften.

Det er også et yderst spændende aspekt, at vi allerede nu kan begynde at tænke på Metal Final4. Herlev kan med en sejr hoppe syv point foran Esbjerg i tabellen og det er et godt afsæt for "cuttet" efter 16 kampe.

Omvendt kan Esbjerg spille sig op på ni point, passere SønderjyskE på tredjepladsen og stemple sæsonen ind som "godkendt", hvis det bliver til en sejr i aftenens kamp. 

TV2 PLAY SENDER FRA 17:55 MED SØREN KASTER SOM KOMMENTATOR.

- Vi er træt af et-tallene i tabellen (nederlagene i overtid). Det gider vi ikke. Vi skaber tilstrækkeligt med chancer, men vi har været for uskarpe, og det har egentlig gjort sig gældende i begge ender af banen. Vi synes, at vi giver for mange nemme mål væk. Så det er noget af det, vi for alt i verden skal have strammet op på, siger Esbjergs assisterende træner Jan Jensen til JydskeVestkysten. 

- Vi ved, det bliver en hård udfordring for os. Herlev er ligaens hotteste hold lige nu. De spiller godt og har vundet de seneste tre gange, så vi skal helt sikkert spille godt og tage vare på chancerne, hvis vi skal vinde, lyder analysen før kampen fra Jensen. 

Ganske rigtigt: Herlev er hotte pt efter sejrene over Rødovre og Aalborg (3-1 og 2-0) og spiller stramt, disciplineret og med fin kreativitet fremad.

Hold øje med: Matthias Asperup har været i vælten for Herlev, men en spiller som Joseph Jonsson ser også skarpere ud end sidste sæson. Hos Esbjerg er der spænding på målmandsposten. Er Lillie måske tilbage eller fortsætter Puce i buret og får mere værdifuld erfaring?

Det forventer vi: Esbjerg skal skabe kampen mod et Herlev-hold, der vil vente og spille på omstillinger nøjagtig som i Rungsted senest. Hvem kommer bedst ud af den konstellation.

Skader/karantæner: Esbjerg savnede stadig Kyle Kerbashian og Thomas Lillie fredag aften. To vigtige spillere. Herlev med 10 angribere mod Rødovre og Patric Wener er altså virkelig en mand, der stoler på "sin kerne".

De indbyrdes kampe: Esbjerg smadrede Herlev samlet 18-3 i de tre hjemmekampe i fjor. I Spar Nord Arena vandt Herlev to af tre mulige kampe. 

Statistikken: Et kig på topscorerlisten fortæller, at begge holds topfolk er kommet godt fra start. Søren Nielsen og føromtalte Jonsson med syv point og forfulgt af flere andre profiler fra de to klubber. Det kan og må give underholdning i aften. 


UGENS HOLD: Følgende seks spillere er klar i "A-kæden" SønderjyskE tilbage på sporet mod mestrene