Kampstart 19:30 i Granly Hockey Arena

Nøglekamp i aften, når Esbjerg Energy tager imod Odense Bulldogs.

Hjemmeholdet har for alvor meldt sig ind i kampen om andenpladsen, mens gæsterne fra Odense kæmper for at hægte sig på Herning, Esbjerg og SønderjyskE i kampen om de gode placeringer.

Derfor har kampen i Granly Hockey Arena i aften allerede en snært af slutspil over sig.

- Vi har på det seneste haft muligheden for at spille med fire kæder. Det privilegium har vi sjældent haft i denne sæson. Den mulighed har vi fået nu. Og det skal indarbejdes på holdet op til slutspillet. Vi får brug for den ekstra bredde når det gælder. Brug for at ”lade kæderne rulle” og ”køre på”. Det skal der arbejdes på, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt. 

- Vi tog til Rødovre tirsdag efter 11 dages kamppause. Der er efter sejren derovre behov for at justere lidt på detaljerne, men det er svært efter et ”break”. Vi fortsætter arbejdet med at integrere spillere, opbygge holdet og genetablere det rigtige mindset. Det arbejde skal fortsætte mod Odense, lyder det fra Esbjerg-træneren, der glæder sig til at møde Odense, som han har stor respekt for. 

- Bulldogs er dygtige og har et stærkt hold. Da vi sidste mødte dem i Odense, kom de godt ud og var vel bedst i første periode. Vi fortsatte, kørte på og blev bare bedre og bedre som kampen skred frem. I den seneste kamp mod Odense fik vi genopfrisket, at vi skal være klar fra start, så nu er vi blevet mindet om det, siger han med hentydning til det seneste opgør, hvor fynboerne kom tidligt foran, inden Esbjerg kom stærkt igen og vandt 4-2.

Odense kommer fra en succesoplevelse. Det var et stærkt stykke arbejde at komme fra 0-3 til 4-3 mod Herning og de to nye finske spillere ser ud til at være gode tilsæt for fynboerne. 

Det forventer vi: Et hårdt fysisk slag mellem to hold, der gerne vil spille tungt. Det bliver en generalprøve på slutspillet med kamp om hver centimeter. Esbjerg lille favorit med hjemmebanen in mente. 

Statistikken: Esbjerg har et godt formbarometer med 12 point i de seneste fem kampe. Fynboerne står med otte point i det samme antal kampe.

Historikken: Odense vandt det første opgør 4-3, mens Esbjerg derefter vandt 2-1 hjemme i straffeslag. Fynboerne tog igen en 4-3-sejr hjemme og fulgte op med 6-2 ude. Seneste opgør vandt Esbjerg i Odense med 4-2. 

Hold øje med: Michael Keränen scorede det afgørende mål for Odense mod Herning og virker som en mand, der både er farlig i sig selv, men også skaber plads til holdkammeraterne. Hos Esbjerg var Andreas Grundtvig skarp med et hattrick i Rødovre og går på måljagt igen i aften. 

Skader/karantæner: Philip Larsen og Henrik Mærsk manglede hos Esbjerg tirsdag, mens Odense havde Rasmus Simonsen ude mod Herning. 

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads i Granly Hockey Arena i aften. 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Herning Blue Fox AALBORG LÆGGER IS TIL OLYMPISK KVALIFIKATION