Kampstart 19:30 i Nordjyske Bank Arena

Sikke en vending af Frederikshavn tirsdag aften i Esbjerg, hvor det lykkedes nordjyderne at komme fra "helt nede i sækken" til regulær ekstase over en 4-3-sejr i overtid.

Der var alligevel noget, der virkede hos White Hawks efter den kummerlige indsats på hjemmebane i kamp to, der ikke antydede, at White Hawks-spillerne var specielt interesserede i at forlænge sæsonen.

Det viste nordjyderne til gengæld tirsdag og åbnede serien op. 

Der er lagt op til en stor HockeyNight, der begynder klokken 19 på dit tv - og husk, at det er på TV2 Sport X, det foregår. 

En afgørende faktor tirsdag aften var, at White Hawks' importspillere viste karakter og leverede varen fremad. Ikke mindst Justin Shugg var på plads med slutspilshockey, offensiv power og ikke mindst den afgørende scoring i overtid mod et Esbjerg-hold, der denne gang ikke formåede at holde fast i føringen.

Begyndte det at knibe lidt med kræfterne hos det skades- og karantæneramte Esbjerg-hold som kampen skred frem?

- Det kan du måske godt sige, at vi så lidt døde ud, og når vi gør det, træffer vi også nogle dårlige beslutninger. Det går simpelt hen ikke, for samtidig kom de jo ud med den desperation, man skal have, når man er bagud 2-0 efter to kampe. Jeg vil ikke sige, at de gjorde noget, der overraskede os, men de vidste også godt, at 3-0 ville være næsten umuligt at komme tilbage fra, og sådan spillede de også, siger Esbjerg-kaptajn Sune Hjulmand i dagens udgave af JydskeVestkysten. 

Her vurderer han også, at Esbjerg-spillerne måske havde været lidt for hurtige til at tænke "3-0 i serien", da Energy førte 3-1 i kamp fire. 

Hold øje med: Brady Shaw fik skudt sig ind i tirsdags med et mål, hvilket kan være uhyre vigtigt for Energy. Hos Frederikshavn er Mike Hammond købt ind som målscorer. Viser han det i aften?

Det forventer vi: En knaldhård fight, hvor Frederikshavn kommer med fem gange så høj intensitet som senest, hvor Esbjerg havde held med at presse højt og uden problemer fik stækket nordjyderne udspil fra egen zone.

Statistikken: Nok har Filip Larsson en væsentlig ringere redningsprocent end de to Esbjerg-målmænd, men svenskeren har i de seneste to kampe bevise, at han er duelig i dansk slutspilshockey. Ikke mindst i kamp to var han en enmandshær for White Hawks.

Historikken: Nu er det jo, at White Hawks-spillerne begynder at sidde og studere serien fra 2018/19, hvor nordjyderne altså kom fra 0-2 nede til en 4-3-sejr i serien. Det kan med andre ord lade sig gøre.

Skader/karantæner: Esbjerg formentlig igen i aften uden Jannik Christensen, Cam Knight og Jeppe Vinther, skriver JydskeVestkysten. Craig Puffer afsoner sin anden karantænedag. Frederikshavn må igen undvære både Bumagin og Seldrup. 


OPTAKT: Herlev Eagles-Aalborg Pirates OPTAKT: Herning Blue Fox-SønderjyskE