Kampstart 16:50 i Spar Nord Arena

Aalborg kommer til Herlev med den første matchbold, og nordjyderne går naturligvis hårdt efter at afgøre serien i aften ovenpå den kontroversielle kamp tirsdag, hvor Eagles følte sig temmelig bortdømt efter "Panelin-Borg/Linnet"-episoden, der reelt kostede ørnene kampen ovenpå en ellers ganske flot taktisk indsats af Patric Weners mandskab.

Men det var altså ikke nok i Aalborg, og skulle man pege på et manko hos Eagles, så er det effektiviteten, det har knebet med. Nok har Herlev været stærkt scorende i powerplay, men Eagles har ofte haft en række store chancer, som ganske enkelt SKAL udnyttes, når man er underdog mod Aalborg.

Ellers man bagud og taber de tætte kampe, som det har været tilfældet i alle tre matcher hidtil, hvor Aalborg altså bare har malet på og været skarpest i den afgørende fase.

- Udvisningen (i slutfasen af kamp tre) var en total game-changer, for indtil da havde det været en ganske jævnbyrdig kamp. Det var stærkt at se, at vi var kyniske og bare lukkede kampen, for vores powerplay havde ikke været specielt godt indtil da. Men måske er det også et bevis på, at vi har en bredde på vores hold, som Herlev ikke helt kan matche, sagde Aalborg-målmand George Sørensen ti Nordjyske efter kampen tirsdag.

Hold øje med: Matthias Asperup er en af de spillere, der kan flå Aalborg-defensiven op i fem mod fem-spillet. Han er en nøgleperson i Herlevs offensiv i eftermiddag. Hos Aalborg har Kirill Kabanov spillet en flot serie hidtil med fem point på kontoen i tre kampe.

Det forventer vi: At Herlev kommer ud til kampen og arbejder for hver eneste centimeter i jagten på første sejr i serien. Mon ikke Garth Murray lader sit mandskab spille en smule afventende og lure på omstillingerne?

Historikken: Herlev trænger til en sejr i en kvartfinale. Siden den første match i kamp et i kvarten i 2017/18 mod Herning, har Eagles tabt 11 på stribe, når klubben har været fremme blandt de otte bedste.

Skader/karantæner: Aalborg uden Josh MacDonald i de tre første kampe, Herlev savnede forleden Alexander Lindqvist-Hansen, de langtidsskadede Ruelykke og Vilstrup, mens Simon Golbert var ude i en kamp, hvor Eagles spillede med syv bacler og 11 forwards.

Statistikken: Stor forskel på arbejdsbyrden for de to målmænd. George Sørensen har taget imod 59 skud i tre kampe, mens Jidskog har taget imod 100 skud og i øvrigt disket op med adskillige vilde redninger i de første tre kampe, mens Sørensen nok har haft det svært mod Thörnbergs kanon, men også har taget en række ret vigtige pucke. Ingen af de to trænere kan være utilfreds med deres målmænd.

 

 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital OPTAKT: Frederikshavn WH-Esbjerg Energy