Kampstart 16:50 i Rødovre Centrum Arena

Rødovre kunne have stået med mere op til kvartfinale fire i dag. 

De tre første matcher har været yderst tætte, og Mighty Bulls stod også tirsdag på kanten til en sejr, inden Mattias Persson tog fat og viste sin høje individuelle klasse ved 2-2-målet. 

Persson driblede rundt om en hel Rødovre-kæde og endte med at "gå køkkenvejen", da John Muse var sidste forhindring. Et godt billede på det offensive punch, som Rungsted besidder.

Er det ikke den ene, så står næste mand klar i køen. Persson scorede i øvrigt også 3-2-målet i powerplay, og det kom et ellers forrygende stærkt Rødovre-hold sig ikke over. 

- Det er overhovedet ikke mentalt, vi har et problem. Vi skal score på vores chancer og så skal vi stå stærkt i vores forsvar, som vi gør det meste af tiden, men når vi ikke gør det, så bliver vi straks straffet, konstaterede Rødovre-angriberen Maksim Popovic hos Rødovre Lokal Nyt.

- I første periode (tirsdag) står vi meget i egen zone, men står kompakt og stærkt. I anden periode kom vi frem og vinder den også 2-1 og har et super fint udgangspunkt til tredj periode. Men igen så går vi tilbage til "egen zone-spil", og Rungsted får nogle momentum, hvor de slår til. Der bliver vi nødt til bare at tage fat og komme tilbage til det kompakte forsvarsspil, konstaterede angriberen overfor RLN.

Rungsted havde sendt Charlie Sarault op i førstekæden til Persson og Hardt, og hvis ikke han tidligere har spillet en nøglerolle i sæsonen hos Rungsted, så er Sarault altså nu som førstecenter en mand, der skal helt op i formen fra foråret 2019 hos Rungsted. Det er den rutinerede canadier formentlig også i stand til. 

Skader/karantæner: Marcus Olsson ude i fire uger. Nikolaj Rosenthal har ikke spillet i slutspillet hidtil og det er to tunge navne som Rungsted mangler. Det er noget, Rødovre skal udnytte. Mighty Bulls manglede senest Christoffer Frænell, Jonas Sass, Frederik Kaels, Benjamin Mauritzen og Nikolaj Zorko. 

Det forventer vi: Rødovre vil komme med desperation, men også en vis nervøsitet. For vil det lykkes at holde fast i en eventuel føring mod et Rungsted-hold, der synes at have en vis mental overhånd i de her kampe? En Rødovre-sejr i aften vil til gengæld betyde et kæmpestort skud selvtillid hos Mighty Bulls til de kommende kampe. 

Hold øje med: Marco Illemann er den eneste dansker, der har scoret for Rødovre i serien. Hvilke angribere med rødt/hvidt-flag på trøjen byder ind hos hjemmeholdet i aften? Hos Rungsted har Frederik Bjerrum hidtil gjort et godt indtryk og har været på pletten med en enkelt vigtig scoring og tre point i alt. 

Historikken: Rungsteds sejrsrække i slutspillet holder ved fra semifinalen i 2019. Nu har Hjalmarsson og co. vundet ni kampe på stribe i slutspillet, dateret tilbage til serierne i 2019 mod Frederikshavn og SønderjyskE. Kan Rødovre stoppe den sejrsrække og i øvrigt vinde den første kamp i slutspillet efter syv nederlag på stribe i playoffs?

Statistikken: Vi er vidne til at par solide målmandspræstationer. John Muse har med 112 skud på sig taget imod flest pucke af alle målmænd i slutspillet og har en redningsprocent på 91,07, mens Nihlstorp står med 91,56 i den anden ende. 


MARCUS OLSSON UDE MINDST FIRE UGER OPTAKT: Herlev Eagles-Aalborg Pirates