Kampstart 16:50 i Kvik Hockey Arena

Herning Blue Fox har kniven på struben i en grad, som midtjyderne ikke har haft det tidligere i en bedst af syv-serie i historien.

Kun en gang tidligere - i finalen i 2018 - har Herning nemlig været bagud 0-3 i en serie tidligere, og stillingen i serien gider Blue Fox' bedste spiller i serien, Morten Poulsen, heller ikke tænke på lige nu, siger han til Blue Fox TV.

Poulsen ser ingen grund til at analysere på nederlagene, men ønsker blot at se fremad, og det lyder som en glimrende tilgang til kampen, der skal bevise, at Herning-mandskabet virkelig er desperat for at komme videre i den her sæson. 

Det er bakke, der skal klatres opad, og det skal gøres mod et SønderjyskE-hold, der nu lige er smækfyldt med selvtillid og meget, meget effektivt. Sønderjyderne er opsatte på at gøre tingene færdige i aften.

- Vi kommer til kamp fire og er 100 procent sultne. De skal ikke have lov til at sniffe noget som helst, siger William Boysen til JydskeVestkysten. 

Boysen spillede en fin kamp tirsdag og scorede to gange med sit skud, der lige nu sidder ganske perfekt.

Så perfekt, at Boysens 4-1-scoring fremprovokerede et målmandsskift hos Herning, der tog Simon Nielsen ud og sendte Frederik Søgaard ind.

Selv om Søgaard stod godt, er Simon Nielsens formentlig på isen fra start igen i aften. 

Hold øje med: Herning-mandskabet skal simpelthen være mere offensivt og defensivt. Det er et ikke et godt tegn, at kun Poulsen og Jensen har scoret hidtil, og i forsvaret var der fuldstændig åbent hus i første periode foran en Simon Nielsen, der ikke lavede den store redning, men også blev svigtet på det groveste af forsvaret. Hos SønderjyskE holdt Steffen Frank og Martin Eskildsen en offensiv friaften - bortset fra Franks scoring i tomt bur. De kunne godt tænkes at dukke op i aften igen.

Statistikken: Effektiviteten hos SønderjyskE var slående i en første periode, der egentlig var ganske tæt og jævnbyrdig i spillets fordeling. Sønderjyderne scorede på 4 af 8 skud. Den går ikke igen for Herning.

Historikken: Herning kæmper mod en "sort serie" og skal undgå for første gang nogensinde at tabe rent i en bedst af syv. Æren er på spil for Blue Fox.

Skader/karantæner: Daniel Nielsen, Mikkel Jensen og Mathias Borring sad ude for SønderjyskE, mens Rasmus Nielsen og Mathias Bau var fraværende for midtjyderne. 

Det forventer vi: Et desperat hjemmehold, der vil krige for hver en puck mod et gæstehold, der vil forsøge at stå stærkt bagude og køre på omstillingerne. Det kan godt komme til at ligne søndagens kamp - både i spilfordeling og med et tæt udfald. 


OPTAKT: Frederikshavn WH-Esbjerg Energy RUNGSTED OG SØNDERJYSKE foreløbig sikret Europa-pladser