Vi har næsten helt glemt det, men der er Europa-pladser på spil i dansk ishockey i denne sæson.
Når vi kommer frem til næste sæson, er der naturligvis - håber og tror vi - både Champions Hockey League og Continental Cup på programmet. Efter al sandsynlighed bliver det med tre danske hold som repræsentanter.
I sidste sæson fik hverken Frederikshavn, Aalborg eller SønderjyskE lov at spille internationalt, men i og med SønderjyskE stadig er den seneste klub, der har vundet Continental Cup, er klubben sikret Champions Hockey League-spil i den kommende sæson.
Det bekræfter ligachef Kim Pedersen.
Desuden er Rungsted Seier Capital sikret en plads i Continental Cup som grundserievinder.
Den plads kan opgraderes til en Champions Hockey League-plads, hvis Rungsted ender som dansk mester. I givet fald er det vinderne af sølvmedaljerne i slutspillet, der får tilbudt den danske plads.
Skulle det ske, at Rungsted vinder over SønderjyskE i finalen (dermed vil begge hold være kvalificeret til CHL) tager det internationale forbund (IIHF) stilling til, om Danmark får lov at deltage i Continental Cup med et tredje hold.
Som udgangspunkt vil IIHF nemlig ikke have en bronzevinder eller Final4-toer med ind i de europæiske turneringer, men omvendt er spørgsmålet også, om det internationale forbund vil spille en Continental Cup-turnering uden et hold fra den forsvarende mesters nation.
Her er den danske "europæiske trappe":
CHL (2 pladser i 21/22)
Plads 1
- Dansk Mester 20/21
- Grundspilsvinder (hvis ikke turneringen færdigøres)
Plads 2
- SønderjyskE (som Continental Cup vinder 2019/20)
Continental Cup (1 plads i 21/22)
Plads 1
- SønderjyskE (som vinder af Metal Final4)
- Grundspilsvinder
- Sølvmedaljevinder