Kampstart 19:00 i Nordjyske Bank Arena

Det er noget af en kamp, der er på menuen i Frederikshavn i aften, hvor hjemmeholdet tager imod Rødovre. 

Det er slaget mellem nummer otte og ni i tabellen, og det er for Frederikshavns vedkommende kampen, hvor man efter stort set hele sæsonen at have ligget sidst i tabellen, endegyldigt kan bryde op til ottendepladsen. 

Det kræver en sejr i ordinær tid i aften, for Rødovre har vundet de to første indbyrdes kampe i sæsonen. 

Frederikshavn er inde i en vild stime lige nu, og står med hele 14 point i de seneste fem kampe. Der er et eller andet, der er begyndt at fungere nu, og det ser ikke mindst ud til, at det er defensiven der spiller til UG netop nu. 

Senest altså i Odense, hvor det blev til en stensikker 4-0-sejr til Frederikshavn i en kamp, hvor fundamentet virkelig var på plads hos White Hawks. Det virker til, at 2-9-nederlaget i Aalborg for nogle uger siden, virkelig har fået alvoren til at gå op for White Hawks-spillerne.

Men i aften kommer også et Rødovre-hold, der er fuld af optimisme efter den overraskende 3-2-sejr over Aalborg. 

Olaf Eller har i den grad fået kollektivet til at fungere og arbejdsindsatsen er ikke mindst helt i top hos Rødovre i en grad, vi ikke har set det i mange år. For Rødovre er det ikke blot at holde Frederikshavn bag sig, men også at komme tættere på de foranliggende mandskaber. Der er flere hold, der kan trækkes med ned i den farlige kamp om at undgå slutspillet. 

Hold øje med: Tadeas Galansky i topform har været en af hovedårsagerne til Frederikshavns fremgang. Hos Rødovre stod William Rørth helt formidabelt mod Aalborg. Mon ikke han får genvalg?

Det forventer vi: En tæt og hård med ikke særlig mange scoringer. Frederikshavn favorit på grund af stimen, nordjyderne er inde i. 

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads i Nordjyske Bank Arena, hvor han skal guide seerne gennem de 60 minutter.

Statistikken: Med henholdsvis 85 mål (Frederikshavn) og 94 mål imod (Rødovre), er det de to svageste defensivhold, der mødes. 

Historikken: Rødovre vandt det første opgør med 3-1 i Frederikshavn, mens nordjyderne slog igen - troede de fleste - i Rødovre Skøjte Arena. Her førte Frederikshavn sikkert med 3-0, men det blev altså vendt til en 4-3-sejr til Rødovre.

Skader/karantæner: Rødovre manglede Sebastian Bergholt til kampen mod Aalborg senest. Anton Stenbakken skulle være tvivlsom. 

 


Det ligner en tur til Polen eller Wales for Blue Fox Continental Cup: BLUE FOX I SUPER FINAL - ungarsk mirakel reddede midtjyderne