Kampstart 19:00 i Spar Nord Arena

Vigtig kamp for begge mandskaber i aften, for det gælder i den grad om at hænge på i kampen om at komme med i Metal Final4, som er en udtalt ambition for både Herlev og SønderjyskE. 

Eagles kommer fra en lidt skuffende indsats og 1-5 i Herning for et par dage siden, hvor Herlev blev rullet ned i anden periode af Metal Ligaens lige nu mest formstærke mandskab. Men disciplinen og markeringerne sad heller ikke i skuffen i de midterste 20 minutter, hvor Herlev måtte indkassere fire scoringer i Kvik Hockey Arena.

- Jeg ved ikke om det er mentalt at vi ikke er klar efter en bustur herover, men noget skal der ske. Nu skal vi tilbage og spille hjemme på torsdag, og der skal vi se om vi kan komme tilbage på vindersporet, sagde Herlevs Daniel Baastrup-Andersen efter kampen i Herning.

Og netop forskellen mellem hjemme- og udebane har været ganske udtalt hos Herlev i de seneste kampe. I Spar Nord Arena er modstanderne blevet fejet væk i de sidste tre kampe, mens altså Herlev ikke har været i nærheden af at vinde i hverken Herning eller Esbjerg i de seneste udekampe.

Mario Simioni og SønderjyskE kom en smule igen mandag mod Frederikshavn, hvor det blev 1-2 efter straffeslag. Ganske solid indsats, men ikke de nødvendige point i ræset om at komme i top fire.

- Det er vigtige point der er på spil og vi skal nok bruge minimum 17 point i de næste ni kampe for at komme med, og dem kan vi lige så godt begynde at hente ind i morgen. Vi skal bygge videre på spillet fra kampen mod Frederikshavn og vi skal atter ud og arbejde stenhårdt. Gør vi det, så er der rigtigt gode muligheder for en sejr i Herlev, siger siger SønderjyskE-træner Mario Simioni til klubbens hjemmeside.

Det forventer vi: SønderjyskE plejer at komme til Herlev og som minimum spille jævnbyrdige kampe, og det kan sagtens ende således i aften igen. Et etmåls-kamp den ene eller anden retning er ikke noget dumt bud.

Hold øje med: Herlev har ikke fået frygtelig mange point af spillere som Magnus Molge og Luis Blak Olsen, der ellers nok plejer at kunne producere. Måske i aften de to angribere slår til? Hos SønderjyskE har Martin Eskildsen stadig sit første sæsonmål til gode, selv om han som sædvanlig slider og slæber. 

De indbyrdes kampe: Ganske kuriøst blev de fem sidste kampe i sidste sæson vundet af udeholdet. SønderjyskE endte "grundserie-serien" med 12 af 18 mulige point. 

Statistikken: Påfaldende, at ingen SønderjyskE-spiller har lavet over fire point endnu, mens Herlev står med hele otte spillere, der har over fire point på topscorerlisten. 

Skader/karantæner: Herlev ser ikke ud til at have problemer blandt de sædvanlige 16 foretrukne, mens SønderjyskE manglede Mikkel Jensen, Yannick Vedel og Rasmus Lyø mod Frederikshavn mandag aften. 


VETERANMATCH sættes i gang i aften i Herlev Lettelsens aften for Rungsted i Aalborg