Kampstart 19:30 i Kvik Hockey Arena

For få uger siden ville kampen i aften have været et direkte opgør om førstepladsen i Metal Ligaen. 

Siden har januar måned været så hård ved Herning Blue Fox, at holdet nu er på tredjepladsen efter fremstormende SønderjyskE - dog har Herning en kamp i hånden. 

Aalborg ligner, trods det vilde 0-10-nederlag i Vojens i onsdags, stadig en sikker vinder af grundspillet. Nordjyderne har tolv point ned til SønderjyskE og 14 point til Herning. Det kan næsten ikke sættes over styr, medmindre nederlagene nu kommer i hobetal. 

Efter kampen i Vojens onsdag, sagde træner Jens Nielsen følgende til Nordjyske:

-Det var et totalt kollaps over hele linjen. Vi var ikke klar til start, og vi kom aldrig ind i kampen. Vi har ændret nogle små ting, og jeg synes ikke, at det var meget, men spillerne tænke for meget på detaljerne, som skulle ændres. Vi tænkte for meget i stedet for bare at spille ishockey, og det må ikke ske. 

Nielsen vil med sikkerhed se et helt andet Aalborg-mandskab end i onsdags, for spillerne skal også have genoprettet æren efter sådan et voldsomt nederlag.

Herning er kommet dårligt ud efter Metal Final4 med nederlag mod Herlev, Rungsted og SønderjyskE. Herningenserne mangler i den grad også en succes for at vende bøtten. 

Det forventer vi: At begge hold kommer forsigtigt ud i håbet om at finde fodfæste efter dårlige perioder. Det kan godt blive tæt med Herning som favorit grundet hjemmebane.

Historikken: Herning har nemlig vundet 6-0 og 6-2 i de to seneste kampe i Kvik Hockey Arena. I Aalborg har Pirates vundet 3-1, mens Herning tog det seneste opgør med 2-1 efter forlænget spilletid. 

Statistikken: Vi kigger på formen, hvor Aalborg står med ni point i de seneste fem kampe, mens Herning blot har scoret fem point i de seneste fem kampe. 

Hold øje med: Savner Herning ikke en virkelig storkamp af Mathias Bau? Hos Aalborg skal Thomas Spelling også til at dukke op lidt oftere.

Metalligaen.tv: Har Michael Damsted på plads i Kvik Hockey Arena. 

Skader/karantæner: Herning var senest uden Mac Carruth, Oskars Cibulskis, Patrick Madsen og Petter Hansson, men har i dag den nye svensker, Alexis Binner, med på holdet. Aalborg var i Vojens uden Kirill Kabanov og Calder Brooks. Lasse Bo Knudsen udgik fra kampen og er næppe klar til at spille allerede i aften. Paul DeNaples er rejst hjem, og det giver formentlig plads til Mads Frederiksen. 

 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Herlev Eagles OPTAKT: Odense Bulldogs-Esbjerg Energy