Kampstart 19:00 i Kvik Hockey Arena

Herning og Rungsted er to af de mest formstærke mandskaber for øjeblikket, og aftenens kamp er yderst interessant. 

Rungsted er stadig under pres i forhold til at trække point ind til Metal Final4-muligheden og står foran en knaldhård og spændende periode, der også tæller udekamp i Rouen på onsdag, som er særdeles afgørende for mestrenes CHL-chancer.

Med to sejre i tasken er Rungsted i højere humør end overhovedet tidligere i sæsonen. 

Mattias Persson er kommet på plads og spillede en forrygende anden periode i Rødovre, og skaderne plager ikke Rungsted så voldsomt som tidligere på sæsonen. 

Samtidig er ungarske Donat Szita kommet glimrende ind på holdet og har skabt bredde og mere tyngde i Rungsted-mandskabet.

Herning har også fået tyngde af den nye finske back Mikko Kuukka, der kommer ind med over 700 Liiga-kampe på sit cv. Det ligner en stærk defensiv forstærkning for midtjyderne, der er godt tilfredse med sæsonen hidtil. Det siger Daniel K. Nielsen til Herning Folkeblad.

- Det har overordnet set været en god start på sæsonen. Selvom vi tabte premieren (mod Aalborg Pirates, red.) spillede vi faktisk en god kamp. Det var helt skidt i den anden kamp i Rødovre (nederlag på 3-4, red.), men derefter synes jeg faktisk, at spillet og resultaterne har været rigtigt gode. Sejre giver naturligvis selvtillid, men som hold har vi også forbedret os undervejs, vurderer Hernings bundrutinerede back. 

Det forventer vi: To velspillende mandskaber og noget, der sagtens kan blive underholdende for seerne. Mon ikke både Kruse og Kolppanen bliver udfordret hårdt i aften. 

Hold øje med: Mattias Persson på vej i storform og en Mads Christensen, der virkelig har fundet sig selv og spillet langt bedre end i fjor.

De indbyrdes kampe: Den første match i sæsonen mellem de to hold var en jævnbyrdig omgang, som Herning vandt 2-0 i Rungsted. Emil Kruse stod fremragende i en god ishockeykamp, som Herning vandt på en smule større effektivitet end hjemmeholdet.

Statistikken: Herning er fremdeles ligaens mest formstærke mandskab med 13 point i de seneste fem kampe, mens Rungsted altså har vundet de seneste to kampe.

Skader/karantæner: Herning spillede uden Miska Humaloja i Esbjerg for nylig og får altså Mikko Kuukka med ind på holdet i aften. Rungsted havde senest Nichlas Hardt, Hampus Gustafsson og Gustav Green ude af holdet. 

KAMPSTART 19:00 OG KAMPEN ER DIREKTE PÅ TV2 PLAY med Kasper Degn som kommentator


Lokalbrag i Nordjylland afgjort et sekund før tid CHL: SønderjyskE får besøg af de svenske vicemestre