Kampstart 18:30 i Rødovre Centrum Arena

Wauw, sikke en gyser fredag aften i Bitcoin Arena, hvor Rødovre viste, at holdet har mere i sig end i løbet af et halv- eller hel-mislykket grundspil, alt efter fortolkning. 

Mighty Bulls-mandskabet pressede favoritterne til det yderste, og Trevor Cheek havde endda en chance for at afgøre i overtid, inden Rasmus Andersson beseglede Rødovres skæbne i den første kvartfinalen.

Men der blev i hvert fald sendt et signal til Rungsted om, at Rødovre ikke lægger sig ned uden modstand - og Rødovre kom vel også med et bevis på denne skribents teori op til serien: Der MÅ være mere i Rødovre-holdet, end Mighty Bulls har bevist i grundspillet. 

Der skal dog mere til, før Rødovres dårlige grundspil er slettet af hukommelsen, når sæsonen skal gøres op, og vi skal heller ikke glemme, at nederlaget fredag har sat Rødovre under pres.

Det vil slet ikke være morsomt at være nede 0-2 mod et Rungsted-hold, der nok blev presset, men alligevel viste sig i stand til at knække koden, vise den nødvendige koldblodighed og vinde i overtid. 

Sådan agerer et tophold, og Rungsteds "slutspilsmojo" fra det seneste mesterskab blev dermed ikke brudt. Kan Rødovre gøre det i aften, når TV2 SPORT - husk selvfølgelig at se med - blænder op for kampen. 

Hold øje med: Endnu en stærk John Muse-kamp i buret er påkrævet for Rødovre, mens Rungsted slet ikke fik produktion fra den frygtede førstekæde. Det siger noget om, hvor meget grundspilsvinderne har at skyde med.

Det forventer vi: Endnu en tæt batalje, hvor Rødovre er tvunget til at kæmpe og samtidig udvise allerstørste koncentration. Rungsted er et hold, der straffer enhver fejl. 

Statistikken: Special Teams i fokus på de to mål i ordinær tid i fredags. Begge mål blev nemlig scoret, MENS Rødovre var i overtal. Frederik Bjerrum (shorthanded) og Jonatan Nielsen (PP) var målscorerne. 

Historikken: Rungsted har altså et tungt mentalt overtag på Rødovre efterhånden. Tæller vi fredagen med har Rungsted nu syv sejre - to i overtid/straffe - af syv mulige i sæsonen mod rivalerne. 

Skader/karantæner: Mathias Røndbjerg stadig ude hos Rungsted, der ligeledes måtte undvære Nikolaj Rosenthal i fredags. Hos Rødovre spillede backlinjen uden Christoffer Frænell og Lasse Carlsen, og vi ser vel næppe Benjamin Mauritzen igen i denne sæson. Det samme gælder Nikolaj Zorko, der desværre ikke er nået i kamp i 2020/21. Derudover var Jonas Sass fraværende - formentlig som følgerne af tacklingen, han fik af Martin Larsen i den næstsidste kamp i grundspillet. 


Esbjerg tog anden sejr i serien OPTAKT: Herning Blue Fox-SønderjyskE