Kampstart klokken 19:00 i Rødovre Centrum Arena

Er det her absolut sidste chance for Odense for at æde lidt ind på det forspring, som Rødovre og Herning har til fynboerne i bunden af Metal Ligaens tabel?

Bulldogs har 15 point op til Herning på ottendepladsen, og 16 point op til Rødovre på syvendepladsen, men i forhold til Mighty Bulls har fynboerne også to kampe i hånden. Så en idéel aften for Bulldogs vil være en sejr i Rødovre, samtidig med, at Herning taber oppe i Bitcoin Arena. 

Sådanne resultater vil måske få et lillebitte håb til at spire i Odense. 

Men først skal Bulldogs altså overvinde en mildt sagt forfærdelig stime. Odenses seneste 10 kampe har givet bare et point og en målscore på 15-48. I de seneste fem kampe hedder den nul point og 6-24, men fynboerne kan glæde sig over, at det ser næsten lige så ringe ud for Rødovre i den seneste håndfuld matcher. Mighty Bulls står med et point, mål 10-21 og en lang skadesliste.

Alligevel kom Rødovre ud med et point mod Rungsted fredag aften efter en yderst respektabel indsats. I aften får Mighty Bulls hjælp af flere nye og gamle ansigter, alt efter hvor og hvad der mangler af spillertyper. Blandt andre er Kasper Jensen tilbage, mens Morten Andreasen, Jannik Karvinen og flere spillere fra 1. divisionsholdet i RSIK er hevet op for at styrke bredden i truppen, mens U20-VM og forberedelserne dertil står på.

Skader/karantæner: Rødovre spillede mod Rungsted uden Matthias Asperup, Nicklas Carlsen, Julius Nyquist, Matt O’Connor og Kasper Jensen. Sidstnævnte er dog tilbage. Odense har faktisk været uden de voldsomme skader i løbet af sæsonen, men spillede uden Asger Petersen, Oliver True, Lucas Bjerre Rasmussen og langtidsskadede Jakob Wittendorf. 

Historikken: Rødovre har fem af seks point mod Odense i indeværende sæson og står med fem sejre i de seneste seks opgør mod fynboerne, overtid inklusive. 

Statistikken: Odenses målscoringsproblemer er trods et par mål i begge kampe i den seneste uge ikke til at overse. Fynboerne har blot scoret 1,5 mål pr. kamp set over de seneste 10 matcher, og der skal simpelthen mere på bordet, hvis Bulldogs skal have noget, der ligner håb om at hente de foranliggende mandskaber. 

Hold øje med: Riley Bourbonnais er i sine gode momenter Odenses absolut mest kreative mand, men har også sine udfald, der koster dyrt. Hvis Odense skal have point skal den lille angriber med nummer 23 finde sine gode sider frem. Hos Rødovre er William Rørth efterhånden blevet ankermand i buret med Matt O'Connor og Rørth gør det mere end respektabelt i Mighty Bulls-buret. 

Det forventer vi: Rødovre vil forsøge at lægge pres på Odense fra start med det tempo, som hjemmeholdets gode skøjteløbere altid kan fremvise. Det skal fynboerne i første omgang forsøge at holde til, og i "anden omgang" skal Odense holde længere end de 35-40 minutter, som det lykkedes at holde til mod Aalborg og Rungsted i sidste uge. 

 


AALBORG PIRATES BLIVER METAL FINAL4-VÆRT SønderjyskE ud med ishockeyoverskud på 677.000 kroner