Kampstart 19:00 i Concordium Arena

Rungsted har spillet tætte kampe hidtil.

Alle tre opgør er endt med et enkelt måls forskel, således også senest i mandags i Odense, hvor nordsjællænderne spillede lige op med fynboerne, og det havde ikke været tyveri, hvis den ordinære spilletid var endt uafgjort.

Rungsted var med i opgøret helt til slut, hvilket har været tilfældet i alle kampe hidtil.

Derfor er der også grund til fortrøstning før kampen i aften mod Herlev, der fik pumpet lidt optimisme ind i truppen i søndagskampen, hvor ørnene - måske lidt overraskende - hev sæsonens første sejr hjem.

Et godt tegn for Herlev, der for første gang i sæsonen fik styr over defensiven i 3-2-sejren over midtjyderne.

Herlev havde før kampen mod Herning lukket 13 mål ind i to kampe, og det er ganske enkelt for meget, hvis Herlev skal holde sig til et stykke fra niendepladsen, som ørnene ikke ønsker at røre med en ildtang.

Der er stort læs på Anton Johansson i Herlev-defensiven. Den svenske back spiller op imod en halv time pr. kamp og er måske den vigtigste spiller overhovedet hos Herlev i denne sæson.

Det forventer vi: At Rungsted forsøger at sætte tempo fra start og fyre masser af afslutninger af på Erik Hanses, der ikke har set super-overbevisende ud hidtil. Herlevs defensiv skal stemme, hvis gæsterne skal have en chance i aften.

Metalligaen.tv: Henrik Bauch guider seerne igennem fra Rungsted i aften. 

Statistikken: Jerry Välipirrti er for alvor i gang med at bide sig fast som back i Metal Ligaen. Han står med 63 minutter i tre kampe. Morten Jensen (5 point) og Malte Setkov (4 point) er etter og delt toer (med Jack Jacome og Lucas Andersen) på Rungsteds topscorerliste. Hos Herlev står Anton Johansson med langt flest minutter, men også med -8 i plus/minus-statistikken. 

Hold øje med: Oliver True har været en afgørende faktor for Herlev hidtil og han trives med stort ansvar. Ikke nogen point overhovedet fra Steve Whitney hos Rungsted.

Skader/karantæner: Herlev manglede Philip Alftberg og Malthe Kring Andersen mod Herning. Rungsted var ved fuld styrke i Odense senest. 

Historikken: Herlev havde overhånden i sidste sæson med fem sejre (to i overtid/straffe) mod Rungsted. 


OPTAKT: Esbjerg Energy-Rødovre Mighty Bulls OPTAKT: SønderjyskE-Frederikshavn White Hawks