Kampstart 19:00 i Bitcoin Arena

Der er næppe tvivl om, at træner Ben Cooper kastede analyserne over bord og løftede stemmen, da hans mandskab i fredags tabte med 5-7 mod Frederikshavn. 

Der blev ganske enkelt begået for mange fejl, som han også konstaterede efter kampen til Herning Folkeblad.

- Det var selvfølgeligt dybt frusterende at stå i boksen og følge sådan en kamp. Igen beviser vi, at vi ikke bare kan skabe chancer, men også har skarpheden til at omsætte chancerne til mål. Det er godt. Men det er ikke godt, at Frederikshavn scorede syv gange mod os. Det er jo på ingen måde fordi, at de skyder os i sænk med skud. Vi vinder igen skudstatistikken, men de kommer for nemt til deres scoringer, lød den hurtige analyse fra Cooper efter målfesten.

Derfor er der næppe tvivl om, at fokus er på at spille stramt i defensiven hos Blue Fox i aften. 

Rungsted fik fem point ud af matcherne i sidste uge uden at spille rigtig godt. Sådan var konklusionerne i hvert fald fra aktørerne efter matcherne i Odense og Rødovre. 

Derfor må man også forvente et Rungsted-hold med fokus på ikke at få udfald i løbet af de 60 minutter. Koncentration er påkrævet hos Erik Hjalmarssons tropper. 

Historikken: De seneste fem kampe i Metal Liga-regi mellem de to hold er endt som etmåls-kampe - enten med eller uden overtid. Det kunne tyde på en tæt kamp i aften. 

Statistikken: Reid O'Neill stod med -3 efter kampen mod Frederikshavn og skal tilsyneladende lige finde ind i den store europæiske bane. Han skal op mod en Lucas Andersen, der har scoret tre gange i de seneste fire kampe. 

Hold øje med: Målmandsduellen er uhyre spændende i aften. Thomas Lillie er i fin form, mens Simon Nielsen ikke havde sit livs aften mod Frederikshavn og gennemgående har virket lidt rusten, siden han vendte tilbage fra sin skadespause. 

Skader/karantæner: Formentlig hverken Bertram Jelert eller Anders Poulsen med hos Rungsted, mens Rasmus Nielsen har siddet ude på det seneste for Herning.

Det forventer vi: Et stramt Herning-hold, der vil forsøge at spille på samme måde som i Herlev, hvor det lykkedes at komme foran på stærke omstillinger og derefter kontrollere kampen hjem. Men kan midtjyderne det mod et bredt Rungsted-mandskab?


SønderjyskE ud med ishockeyoverskud på 677.000 kroner Kasper Jensen comeback-klar for Rødovre i morgen