Kampstart 15:00 i Frøs Arena

Med tabellen og de nylige resultater in mente, ligner det næsten en slags kvartfinale om Metal Final4-deltagelse i eftermiddag i Vojens, hvor hjemmeholdet tager imod Rungsted i en gentagelse af sidste sæsons DM-finale.

Sønderjyderne kommer fra en hjemmesejr tirsdag aften mod Odense, mens Rungsted altså fredag aften i den grad fik hul på bylden i sejren over rivalerne fra Rødovre.

Sikke en kamp, Rungsted leverede i 9-5-sejren, der formentlig giver stor grund til optimisme hos mestrene. Eneste bekymrende tendens hos træner Hjalmarsson var naturligvis de fem mål imod, men omvendt kom i hvert fald de to sidste, da Rødovre allerede var spillet ud af brættet i Bitcoin Arena.

SønderjyskE var knap så overbevisende i kampen mod Odense, og skal vel et gear op mod en stærkere modstander i eftermiddag.

- Det er en meget vigtig kamp, for vi vil gerne være med i ræset om final four, så det er tre meget vigtige point, der er på spil, siger Kim Lykkeskov, SønderjyskE's sportschef, til JydskeVestkysten.

Historikken: En god del af Rungsteds stamspillere har stadig finaleserien fra sidste sæson som et pejlemærke på, hvordan man kan vinde i Vojens. Nordsjællænderne har vundet tre af de seneste fire opgør i Frøs Arena.

Statistikken: Interessant at Rungsted er det hold i Metal Ligaen, der skaber flest chancer. På et tidspunkt måtte der gå hul på bylden, og det skete altså fredag aften. Var det ketchupflasken, der åbnede sig for alvor?

Duellen: TJ Moore spillede sin bedste kamp i Rungsted-trøjen fredag, hvor han scorede tre gange mod Rødovre. Nu er han tilbage på sin gamle hjemmebane, og skal op mod en ny SønderjyskE-back i form af Konsta Mäkinen, der har fået en rigtig fin start i Frøs Arena, blandt andet med 1-0-scoringen mod Odense tirsdag aften.

Det forventer vi: En offensiv festforestilling i Vojens i eftermiddag. SønderjyskE vil som hjemmehold forsøge at komme hårdt, mens det ligger til Rungsteds natur at spille fremad. Det bliver underholdende og vel en 50-50-match. 

Skader/karantæner: Daniel Kønig Hansen ude hos SønderjyskE, der også manglede Anders Førster tirsdag aften, mens Rungsted fredag stillede uden Bertram Jelert og den langtidsskadede Mikkel Persson mod Rødovre 


Olsson matchvinder på en medrivende hockeysøndag i Vojens Børnenes eftermiddag og bamsekast i Frøs Arena i dag