Kampstart 16:50 i Frøs Arena

Det var en god start på serien, vi fik tirsdag aften i Bitcoin Arena. En højintens match, der var dramatisk hele vejen igennem.

Rungsted kom fremragende ud fra start og spillede en formidabel første periode, hvor SønderjyskE var trykket helt i bund. Grundspilsvinderne viste virkelig, hvorfor holdet spillemæssigt er Metal Ligaens bedste, når det virkelig kører.

To mål var næsten for lidt, og det var vanskeligt at se SønderjyskE komme tilbage i kampen.

Men det gjorde gæsterne og fik for anden gang i slutspillet vendt 0-2 til 3-2. Det gjorde SønderjyskE ligeledes i kamp to i serien mod Herning. Sønderjyderne var effektive i powerplay og skøjtede langt bedre i de to sidste perioder end i de første 20 minutter.

I perioder fik SønderjyskE endda flyttet spillet dybt ned i Rungsted-zonen, inden hjemmeholdet igen kom stærkt til sidst og leverede en dramatisk afslutning.

- Det var vores indstilling, der skulle ændres. Vi behøvede ikke at skælde ud på hinanden efter anden periode, for vi vidste allesammen godt, at vi skulle op i gear. Vi fik kigget hinanden i øjnene, og så gjorde vi det også, siger Patrick Galbraith til JydskeVestkysten. 

Der er næppe tvivl om, at Mario Simioni har prædiket færre udvisninger og en bedre start end tirsdag aften, mens Rungsted-træner Hjalmarsson gerne ser sit hold agere som i første periode - og udvise større effektivitet i powerplay, hvor Rungsted har været forrygende i store dele af sæsonen. 

Special teams bliver formentlig igen et af de vigtigste elementer i aften.

Hold øje med: Alex Wideman er en af de spillere, der skal træde frem i lyset hos Rungsted i fraværet af Bjerrum, Olsson og Green. Den lille canadier havde chancer tirsdag aften. I aften skal de sidde. Hos SønderjyskE er Mike Little og Matt Prapavessis uhyre vigtige. Måske viser de sig i offensiven i aften?

Skader/karantæner: Rungsted var uden Frederik Bjerrum, Gustav Green og Marcus Olsson tirsdag aften, hvor SønderjyskE var uden Mikkel Jensen og Daniel Nielsen. 

Det forventer vi: At det er den offensive og aggressive udgave af SønderjyskE, der kommer ud fra start i aften. Måske Rungsted udnytter det til at spille omstillingshockey? Der kan grundspilsvinderne også være hamrende effektive. 

Historikken: SønderjyskE fik brudt Rungsteds "streak" fra finalen i 2019, hvor Rungsted vandt fire matcher på stribe. Der har SønderjyskE altså nu brudt ind.

Statistikken: Tre udvisninger til Victor Rollin Carlsson og to til Steffen Frank tirsdag aften. For meget for de to rutinerede spillere. Hos Rungsted var der -1 til Rasmus Andersson på et kvarters spilletid. Vigtigt for Rungsted at få skarpskytten i gang. 

 


Ny stærk investor træder ind i Odense Bulldogs OPTAKT: Esbjerg Energy-Aalborg Pirates