Syv VM-spillere fra 2018 kan potentielt lande i den danske liga efter sommerferien

Der tales ofte om, at den danske liga er en udviklingsliga og et springbræt til større oplevelser for de udenlandske spillere, der kommer til Danmark. Sådan har det ofte også været: Har en spiller leveret varen i Danmark, springer han hurtigt videre til næste step. Esbjergs tidligere superback Kodie Curran er et "prime example" på den udvikling, importspillerne fra Nordamerika håber på: Sportslig udvikling, et læreår i Europa og så videre til større penge og større ligaer. 

Ikke mange ender som Curran i NHL, men vi har set en del eksempler på "danske imports", der drøner videre og har succes i de mere pengestærke ligaer.

Mange af de danske topnavne har vi kunnet kigge langt efter. De drog ud i en ung alder og har siden dengang tjent landsholdet ved VM og er taget tilbage - med få undtagelser - til europæiske topligaer. 

Nu står vi imidlertid i den situation, at mange af spillerne fra den "gyldne generation", der har spillet med landsholdet op gennem dette årtusinde, kommer op i årene.

De kæmper lidt hårdere for en stor kontrakt i de store ligaer og familiemæssige forhold begynder gerne at trække dem mod Danmark igen. Og nu er det pludselig blevet en realitet, at store rød-hvide navne begynder at vende hjem til Metal Ligaen igen og at en "klan" af VM-holdet fra 2018 synes at samles på dansk is i den kommende sæson.

Aalborg har allerede med succes hentet George Sørensen hjem fra Sverige, og Julian Jakobsen har i flere sæsoner været en solid kaptajn for Pirates. Herning har lanceret Mathias Bau Hansen - som formentlig satser på at komme af sted igen - og Mads Christensen er hentet hjem fra München. 

I forvejen er Daniel K. Nielsen også i gang med sin "hundredetusinde" sæson for Herning, og han spillede sit sidste VM for Danmark i 2018. Vedvarende rygter sender ligeledes Nichlas Hardt og Jesper Jensen hjem til Danmark igen, og pludselig kan vi altså stå med en hel perlerække af publikumsspillere, der ikke blot vil trække folk på hjemmebane, men også ude. 

For det helt store spørgsmål er selvfølgelig, om "girafferne" kan gå ind og dominere den danske liga på linje med de absolut stærkeste imports i ligaen.

Sådan bør det jo egentlig være. De store danske navne har spillet i europæiske topligaer og har de benzin i tanken endnu, skal de spille dominerende roller i Metal Ligaen. 

At vi får sådan nogle fantastiske navne hjem, bliver for mig det helt store scoop for Metal Ligaen i den kommende sæson.

Læg dertil, at mange af ligaens tidligere større udenlandske navne synes at fortsætte eller vende tilbage. Og der er næppe tvivl om, at der ligger mange spændende imports "i skuffen" rundt omkring.

Med alt det lagt sammen og hvis Coronaen ikke holder os nede, står vi foran en af de mest spændende og seværdige sæsoner nogensinde i Metal Ligaen. 

Bare det snart bliver september. 

 


Gammelgaard flytter pucken hurtigt SønderjyskE har fem testkampe klar - lægger ud mod Herning