I morgen begynder Metal Ligaen igen. Vi leverer i løbet af mandagen fem hurtige fokuspunkter for hvert mandskab frem mod næste del af grundspillet. Her Rødovre Mighty Bulls, der ligger nummer fem i tabellen.

* Virtala-brødrene: Begge har været ude med skader i kortere og længere perioder. Det virker til, at de skal spille sammen for, at man får det optimale ud af dem, og det har Rødovre-træner Lehtonen ikke fået endnu.

* Målmændene: Matt O’Connor har stået en række helt suveræne kampe, og det samme har William Rørth faktisk. Spørgsmålet er, om Rødovre ikke har den bedste målmandsduo i Metal Ligaen, og om Rørth i næste sæson er moden til at tage over som førstemand i buret.

* Matthias Asperup: I de seneste to sæsoner har han snittet godt og vel et point pr. kamp, mens han i den her sæson kun har ramt otte point i 15 kampe. Asperup er en gudsbenådet ishockeyspiller og hvis han opfylder sit potentiale i den resterende del af sæsonen, får Rødovre Mighty Bulls et løft opad i offensiven.

* Miro Keskitalo: Nøjagtig som Matthias Asperup, så tror jeg ikke vi har set det bedste af Miro Keskitalo endnu. Den finske back kommer altså i sin bedste alder og med tre hele sæsoner i den finske Liiga på bagen. Jeg er fuldstændig klar over, at backer ikke kun måles på offensiven, men tre assister i 16 kampe er lige lidt nok for en back med papirer som Keskitalos.

* Er Rødovre et semifinalehold? Det er det store spørgsmål, der plager Rødovre-fansene, som er trætte af evige nederlag i kvartfinalen og ærefulde afslutninger på sæsonen. Det er syv sæsoner siden, Rødovre senest var blandt de fire bedste, og det holder snart ikke længere. Lehtonen absolut fornemste opgave er ikke et superfremragende grundspil, men at finde nøjagtig det hold og den opstilling, der sender Rødovre videre fra den første bedst af syv-serie i denne sæson.


Restart: Frederikshavn White Hawks Restart: SønderjyskE