Journalist Peter Fredberg graver i hockeyhistorien og besøger en af 60’ernes store profiler, KSF’s legendariske Guddi Høybye, som vandt otte danske mesterskaber. Det første som 16-årig i 1956. I 1962 VM-debuterede han i Colorado Springs i USA, scorede i Danmarks første VM-sejr i 1963.
Da Guddi Høybye blev pensionist, lovede han sig selv at få stakken af gulnede avisudklip fra et langt liv i ishockeyens fascinerende verden sat i system og klistret i scrapbøger. Endnu er det ikke lykkedes.
Med et smil siger han: ”Nu får jeg det nok aldrig gjort”.
De fleste hockeyfans kender ikke den gamle KSF’er, som var med i hele Østerbro-klubbens storhedstid. Dengang KSF var nærmest synonym med dansk ishockey på både spiller- og ledersiden.
Lad mig ridse ting som tegner billedet af en af 60’ernes største profiler. Måske den største. I en årrække var Guddi mere end nogen anden Mr. Ishockey i Danmark. Fra 1956 til og med 1970 var han med til at vinde otte danske mesterskaber. I perioden 1960-66 alene seks.
Det kunne være blevet til endnu flere, hvis ikke slutkampene var blevet aflyst i 1957-59 på grund af vejret. Den første kunstfrosne bane i Danmark blev indviet i november 1959. Den lå på inderkredsen af cykelbanen i Esbjerg.
Guddi var med i fire af de fem verdensmesterskaber i 60’erne, som Danmark deltog i: I 1962 i Colorado Springs i USA, 1963 i Stockholm, 1966 i Jesenice i Slovenien og 1967 i Wien. Dengang var det småt med landskampe i det lille og fattige forbund, hvor alle var renlivede amatører og betalte kontingent, uanset hvor store de var. Han er noteret for 37 landskampe i sin karriere.
Vi bladrer i bunken af udklip. Guddi finder en midtside fra BT. Den er fra 1. marts 1962. Inden afrejsen til Colorado Springs. Danmark havde ikke været til VM siden 1949. Det var dengang vi blev kørt på røv og albuer ud af isen i Stockholm (0-47) mod Canada. Artiklen er skrevet af journalisten Poul Munk, som senere blev ishockeyleder i Aalborg. Interessen for hockeyen fik han i Canada, hvor han boede i fire år.
”Verdens dårligste landshold” står der med store bogstaver. Men selv om holdet fik masser af klø sidst det var til VM, var artiklen en hyldest til den danske vilje med respekt for den indsats, der lå bag virkeliggørelsen af eventyrrejsen til USA.
”Vi tabte vores fem kampe i B-gruppen i Colorado Springs, men lærte meget og fik en virkelig stor oplevelse”, siger Guddi.
Året efter i C-gruppen i Stockholm vandt Danmark for første gang en VM-kamp. I Politikens referat fra 4-1-sejren over Holland var højre wing, Guddi Høybye, Danmarks bedste spiller. Han roses for det fjerde mål på et flot soloangreb fire minutter inde i tredje periode og assisten til Keld Bjerrums 2-0-mål.
Guddi finder et holdbillede frem med KSF’s første mesterhold fra 1956. Her er han som 16-årig og yngste spiller sammen med Erik og Jørgen Hviid, som var med i Stockholm i 1949. Senere blev han dansk mester med Jørgen Hviids sønner, Torsten og Jesper. På holdet var den daværende formand for DIU, Knud Tønsberg og to kommende formænd, Otto Randholm og Keld Vestergaard.
”DM-finalen blev spillet på en overrislet tennisbane i Rungsted. Vi slog mestrene fra det første DM i 1955, Rungsted, med 4-1. Det var tøvejr i Nordsjælland, og på den ene side af banen var der mere sjap end is. Sådan var betingelserne dengang. De jyske mestre fra Silkeborg skulle have været med, men kunne ikke komme over Storebælt på grund is,” siger Guddi.
”Vi var i en årrække holdet, alle ville slå. Vi blev betegnet som de lidt snobbede og arrogante spillere, men jeg synes nu vi var meget almindelige og helt nede på jorden. At vi kunne vinde så mange mesterskaber i 60’erne skyldtes blandt andet vores samarbejde med de skånske klubber. Vi fik masser af bank, men lærte meget. En af klubberne gav mig et tilbud. Jeg kunne få 10.000 kroner for en sæson og et arbejde ved siden, men jeg havde et godt job i København, så jeg var ikke interesseret.”
Guddi var søndag 21. marts 1971 hovedperson i en kamp i Gladsaxe Skøjtehal. Jeg skrev fire sider om den i BT. Dengang skrev de landsdækkende medier mere om Danmarksturneringen end i dag. Gladsaxe var inden kampen sikker på guldet, så resultatet havde i realiteten kun kosmetisk betydning, men alligevel gik det galt mellem de to rivaler. I anden periode forlod KSF isen i protest mod ”Gladsaxes svinske og farlige spil”.
Guddi lagde som formand og anfører for KSF op til sine spillere at træffe beslutningen, om man skulle fortsætte eller køre hjem. ”Kører vi hjem, tager jeg skraldet”, sagde han.
Det endte med, at KSF udvandrede og Guddi blev senere idømt to års karantæne. Det endte dog med, at straffen blev reduceret til et år.
”Jeg har stadig rekorden som den spiller i dansk ishockey, der har fået den længste karantæne, men jeg fortryder ikke, at vi forlod isen. Flere spillere havde fået flænger. Det var ganske enkelt for farligt at fortsætte,” siger han.
Guddi var således ikke med i sæsonen 1971/72, og i hans sidste sæson 1972/73 fik KSF sølv. Herning vandt i den sæson sin første af foreløbig 16 guldmedaljer. Efter den aktive karriere Guddi i en kort periode træner. I 1973/74 i KSF og året efter var han med til at føre Hvidovre fra 2. division og op i landets bedste række.
”Jeg har haft et dejligt og spændende liv i ishockey og mødt fantastiske mennesker i alle klubber. Jeg var meget ambitiøs og nok lidt kontroversiel. Jeg ville være den bedste og spille på et vinderhold,” siger han.
Det var i øvrigt Guddi som i starten af 70’erne hentede Richard David og Andy Roy til KSF. Han mødte sin hustru Anette på isen på Peblingesøen og blev i 2017 indlemmet i dansk ishockeys Hall of Fame. En af de store er gået bort.