Rødovre hentede en tremålsføring til Odense og vandt i straffeslag i egen arena

Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs 4-3 STR (0-1, 2-2, 1-0, 0-0, 1-0): Rødovre og Odense tørnede mandag aften sammen i Rødovre Centrum Arena til en vaskeægte bundgyser. Hjemmeholdet skulle forsøge at ride videre på bølgen efter fredagens sejr over Frederikshavn, mens Odense jagtede tredje sejr i tre mulige mod Mighty Bulls.

Denne gang var det imidlertid Rødovre, der trak sig sejrrigt ud af kampen. Odense viste ellers de bedste takter i store dele af anden periode, hvor holdet også kom foran med tre mål. Men Rødovre ville det anderledes. To mål af en stærk Johan Lundgren, mens Brendan Harms satte afgørelsen i straffeslag. Ekstrapoint til Rødovre, der dermed haler lidt ind på Odense på Metal Ligaens ottendeplads.

Rødovre bedst fra land i kampen med flere gode muligheder – herunder to afslutninger fra Brady Vail, der havde vist stor farlighed i de seneste kampe. Efter fem minutter dansede pucken på stregen hos Albert Adamsen i Odense-målet, men gæsterne fik ekspederet pucken væk.

Matchens første powerplay tilfaldt Odense, men fynboerne kom aldrig til fadet med farlige afslutninger på John Muse. Stærkt defensivt arbejde af Rødovre i undertal. Også hjemmeholdet fik chancen i powerplay lidt over halvvejs i perioden, men tyrene sjuskede med pasningerne og fik intet ud af de to minutter.

Med fire minutter til pause bragte Odense sig foran, da Sebastian Ehlers i to omgange fik pucken over stregen fra en position tæt under mål. Energisk og vedholdende arbejde af Odense-spilleren og 0-1, hvilket også blev stillingen efter de første 20 minutter.

Odense med overtal kort inde i anden periode, men Rødovre lukkede igen fint af foran John Muse. Rødovre dog nåede lige at blive fuldtallige, da Jonatan Tanus ramte stolpen, hvorefter Topi Piipponen slog den løse puck ind på fjerneste stolpe. Odense var foran med to mål.

Magnus Sundquist tog timeout efter seks minutter, efter hans tropper var kommet skidt ud til perioden. Odense havde domineret, mens Rødovre lavede flere fejl og virkede ukoncentrerede.

Kaptajn Nicklas Carlsen bød ind med kvalificeret afslutning halvvejs i perioden, men Albert Adamsen var på plads i målet. Der var langt mellem Rødovre-chancerne i denne fase, hvor Odense klart havde momentum. Gorm Topholt tæt på ny scoring, da han kom alene med John Muse.

Powerplay til Odense få minutter før pause, og det afstedkom ny scoring. Mathis Mølgaard sendte pucken mod John Muse fra midt i slottet, og så stod der 0-3 på måltavlen. Stor selvtillid i gæsternes lejr og yderst komfortabel føring.

Der skulle dog kun gå under et minut, før Johan Lundgren tog sagen i egen hånd, skøjtede ind og lagde pucken højt i målet. Flot scoring af svenskeren og lidt opmuntring til hjemmeholdet.

Og yderligere halvandet minut senere slog Brady Vail til med et skud fra distancen, som Albert Adamsen ikke fik fanget på trods af frit udsyn. Hektiske minutter før pausen, og pludselig var der atter fuld spænding i opgøret.

God nerve fra begyndelsen af tredje periode. Rødovre, der virkede mere aggressive end tidligere i kampen, lavede dog en fejl i midtzonen. Det resulterede i friløber til Mark Auk, men John Muse lukkede flot af.

Rødovre i overtal, men hjemmeholdets spil blev i den grad generet af gæsterne, der stressede og holdt pucken på ydersiden. Godt undertalsspil af Odense.

Med under ni minutter igen udlignede Rødovre til 3-3 efter en flot aktion fra Johan Lundgren. Han skar på tværs foran mål, forbi Albert Adamsen og fik krænget pucken ind langs isen på fjerneste stolpe. Andet mål af svenskeren i aften.

Kort efter mål overtal til Rødovre, men Odense holdt stand endnu en gang på et afgørende tidspunkt i kampen. Fuld spænding i arenaen, hvor Rødovre havde vist de bedste takter i den sidste periode.

Det blev uafgjort efter 60 minutter, og derfor fortsatte begivenhederne i overtid. Begge hold holdt en god defensiv i de fem minutter, selv om den store plads på isen også afstedkom et par chancer. Men kampen skulle finde sin vinder i straffeslag.

Her faldt kun én scoring, og den blev signeret Brendan Harms som den første skytte. Rødovre trak dermed ekstrapointet via en 4-3-sejr. Hjemmeholdet hentede dermed Odenses tremålsføring og sikrede endnu en hjemmesejr.


Jakob Jessen snupper yderligere tre sæsoner i Herning SønderjyskE Ishockey ud med et positivt resultat på 104.000 kroner