DM-succesen var ikke nogen guldkalv, siger Rungsted-direktør Thomas Friberg, der har svært ved at finde flere penge i faciliteterne omkring Rungsteds hjemmebane

Underskuddet på over tre millioner kroner er ikke noget, Rungsted Seier Capital-direktør Thomas Friberg jubler over.

Og som det også fremgik af klubbens årsrapport, så arbejder han og bestyrelsen på at finde en vej, der gør økonomien mere bæredygtig i de kommende sæsoner.

Rungsted skal helst ikke igen skal ramme et underskud i så stor en størrelse, som det var tilfældet med de godt tre millioner i minus, klubben kom ud med.

Et minus, der åd en stor del af indskud på godt fem millioner kroner op, som klubbens ejerkreds investerede i foråret 2018.  

- Underskuddet handler rigtig meget om, at det er dyrt at vinde DM-guld i forhold til det indtægtsgrundlag, vi har mulighed for at dyrke på ishockeyen i Rungsted. Hvis folk tror det er en guldkalv at spille finaler i vores hal, kan de godt tro om igen. Trækker vi alle sæsonkortholdere, partnere, DIU-kort og hvad der måtte være, har vi et sted mellem 800 og 900 billetter tilbage at sælge.

- Samtidig står folk så proppet til de store kampe, at det kan være svært at nå at handle øl eller sodavand i pausen. Og så undlader man det ganske enkelt. Sæt det op i forhold til, at vi nok kunne have solgt 2000 siddepladser til hver eneste slutspilskamp i sidste sæson, hvis vi havde haft forholdene til det. Man kan selv begynde at regne på, at det ville have gjort en kæmpestor forskel, siger Thomas Friberg.

- Det er bare sådan, at ”Hr. Jensen og hans to sønner” ikke gider at stå på tætpakkede ståpladser. Jeg har kæmpe respekt for dem, der skaber stemning, men menigmand vil hellere sidde ned og nyde komforten og produktet. Der er vi handicappet med vores hal. Den stammer altså tilbage fra 1971. Hvis man kigger på de jyske arenaer og tæller ombygninger med, er Bentax Isarena den ældste og den er fra 2007, siger Thomas Friberg.

- Det med kapaciteten gælder sådan set også vores partnere og netværk. Vores partnere betaler gode priser, men vi skal også have noget godt at betale tilbage i form af faciliteter og sponsorpleje. Vi kan ikke bare tage 100 nye partnere ind nu, selv om interessen måske måtte være til stede.

Mest optimalt for Rungsted-ishockeyen ville det naturligvis være med en ny arena. Og det er også noget, Friberg håber, at politikerne lige så stille vil begynde at overveje.

- Men vi skal også til at se på andre muligheder for at generere indtægter. For eksempel kunne man godt forestille sig, at en del af de eksisterende ståpladser kunne laves om til de mere attraktive og økonomisk givtige siddepladser, siger Rungsted-direktøren.


Kampnoter: Rundt om Rungsted Seier Capital-Herning Blue Fox Regnskab ude: Rungsted-minus på lige over tre millioner