Gæsterne var spillet helt ned i første periode, men kom stærkt igen i de sidste 40 minutter

Rungsted Seier Capital-SønderjyskE 2-3 (2-0,0-2,0-1)  Sikke et comeback! SønderjyskE var spillet baglæns ud af Bitcoin Arena i de første 20 minutter, men fandt sig selv og fik drejet 0-2 fra første periode til en sejr på 3-2 hos grundspilsvinderne fra Rungsted.

Hjemmeholdet leverede blændende første 20 minutter, hvor gæsterne ikke fik en skøjte til isen. Det hele begyndte allerede i første skift, hvor Rungsted bragte sig foran.

Gæsterne kom under pres, Morten Jensen fik lejlighed til at skyde på mål på kort afstand, men holdt sit aftræk og afleverede i stedet til Charlie Sarault ved forreste stolpe.

Canadieren sagde ja tak. Rungsted var foran 1-0 efter 45 sekunder, og hjemmeholdet fortsatte med at presse og have initiativet.

Sønderjyderne flaksede omkring i egen zone og glemte det simple spil. Gæsterne, der var bagud i tanke og handling og nærkampe, pådrog sig tre udvisninger og måtte altså i alt spille i undertal i seks minutter.

Det overlevede SønderjyskE, men alt momentum lå hos Rungsted. Mattias Persson er ligaens måske bedste tekniker, og han stod bag 2-0-målet, da Patrick Galbraith gav en ellers korrekt retur, der landede bag mål/baglinjen. Persson opfattede lynhurtigt situationen og fyrede pucken op i baglåret på Galbraith. En lille genialitet.

Rungsted foran med to efter første periode og skudstatistikken 12-1 sagde alt om hjemmeholdets dominans.

Der gik blot et minut og tre sekunder af anden periode, før SønderjyskE var tilbage i kampen. En udvisning til Nikolaj Rosenthal blev kostbar, for Cam Brown var over Mathias Røndbjerg og erobrede pucken bag mål.

Han smed den lige ind til Matt Salhany, som piftede den op i krydset. 2-1 og kort efter fire mod fire efter en dobbeltudvisning. Her fik Alex Wideman en stor chance, men skød lige over.

Rungsted i øvrigt uden både Gustav Green, Frederik Bjerrum og Marcus Olsson, mens sønderjyderne havde Mikkel Jensen og Daniel Nielsen ude.

Midt i kampen udlignede sønderjyderne. Igen i powerplay. Tim Daly fik ikke smidt pucken ud af zonen, William Boysen snuppede den og lagde den ind til Victor Rollin Carlsson, der stod fuldstændig fri foran Nihlstorp og scorede sikkert. 2-2 og gæsterne helt tilbage i kampen.

Drama omkring kampens 35. minut. Rasmus Lyø tog en udvisning for høj stok, Rungsted pressede, men SønderjyskE kom af sted i en to mod en. Charlie Sarault leverede fremragende backchecking og fik forstyrret Yannick Vedel så meget, at Cristopher Nihlstorp i buret kunne redde ærterne.

De sidste ti minutter af anden periode tilhørte sønderjyderne, der fløj af sted på skøjterne og pressede Rungsted hårdt. Helt åbent inden en tredje periode, der begyndte jævnbyrdigt, men stadig med et lille momentum til gæsterne.

Halvvejs inde i perioden tog Rungsted en udvisning, og SønderjyskE fik sat sig fast, mens udvisningen endnu var afventende. I seks mod fem spillet fik Steffen Frank chancen langt ude fra. Der var kæmpe trafik foran buret, og Franks trækskud sad helt perfekt oppe over skulderen på Nihlstorp.

3-2 til gæsterne med 10 minutter igen, og træner Simioni opfordrede til at holde tempoet højt og fortsat lægge pres på hjemmeholdet.  

Det blev for meget af det gode med 6:24 minutter igen, da Victor Rollin Carlsson gik for langt ind på Cristopher Nihlstorp i Rungsted-målet og spændte ben for landsmanden.

Rungsted var giftig i den efterfølgende powerplay, hvor Patrick Galbraith i et minut kom på hårdt, hårdt arbejde og virkelig fandt storspillet frem.

Slutfasen blev højdramatisk.

Igen røg Rollin Carlsson i straffeboksen for en holding bag Rungsted-målet, og i de sidste 84 sekunder spillede Rungsted seks mod fire.

Hjemmeholdet fik sat et kæmpe pres på Galbraith, og havde to gange chancen for at grave pucken ind, ikke mindst da Tim Daly kom rundt om buret og SønderjyskE-målmanden var væk. Der var tumult i slutfasen, men gæsterne holdt hjem og fører 1-0 i serien.


Stolt over storslået comeback MORTENSEN OG MOLGE også klar for Herlev i den kommende sæson