Masser af gnist mellem de to rivaler i Rødovre i aften

Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles 3-1 (0-0, 2-1, 1-0): Sjette og sidste dyst mellem de to lokalrivaler i denne sæsons grundspil. Rødovre med 3-2-føring i kampe før aftenens match, mens Herlev førte 8-7 i point. Begge hold sultne på sejr i fredag aftens duel i Rødovre Centrum Arena.

Herlev i teten i de første 10 minutter, men herefter overtog Rødovre det meste. Ikke mindst med to hurtige scoringer i begyndelsen af anden periode, der endte med at blive afgørende for kampens udfald. Rødovre tog alle tre point i en underholdende kamp og vandt dermed det interne regnskab med Herlev i denne sæsons grundspil.

Ganske jævnbyrdigt i indledningen af kampen. Victor Rollin Carlsson med god afslutning på Matt O’Connor, der var tilbage hos Rødovre, mens Nikolaj Zorko havde stærkt forsøg på Emil Jidskog i den anden ende.

Herlev dominerede hen mod midten af perioden med masser af spil i Rødovres zone. Hjemmeholdet tillod masser af plads til gæsterne, mens Rødovre selv havde svært ved at finde takterne i offensiv zone.

Marko Virtala med kæmpe chance med syv minutter igen. Kort efter slog Herlev kontra, trak en udvisning og var millimeter fra at overliste O’Connor. Herlev fik ikke skabt noget farligt, mens Rødovre-kaptajnen sad i boksen. Til gengæld, da Teemu Virtala igen kom ud på isen, fik han straks en friløber. Emil Jidskog med flot indgriben.

Herlev sluttede perioden i overtal, men første mål lod vente på sig efter en indledende periode, hvor gæsterne havde budt sig mest til.

Godt et minut inde i anden periode bragte Herlev sig på 0-1 ved Alexander Lindqvist-Hansen, da han udnyttede en retur fra Matt O’Connor. Stor jubel blandt de mange medrejste Herlev-fans bag det ene mål.

Men der skulle kun gå 20 sekunder, før Maksim Popovic tog sagen i egen hånd. Han strøg frem i højre side i offensiv zone, inden han skar ind og lagde pucken ind bag Emil Jidskog. Fremragende scoring af den tidligere Herlev-spiller.

Og Rødovre ville mere. Steffen Klarskov overrumplede gæsterne med en scoring til 2-1 kun 40 sekunder efter udligningen, og hjemmeholdet havde fået en gylden indledning på perioden. Jublen havde skiftet hænder, og den pænt besøgte arena livede for alvor op. Stor underholdning med tre mål inden for 60 sekunder.

Efter fire og et halvt minut røg Steffen Klarskov og Magnus Koch i totterne på hinanden lige foran Herlevs bænk. Tre-fire Herlev-spillere på bænken faldt over Klarskov med Simon Golbert i spidsen. Han burde have været sendt i bad for at blande sig. Kæmpe drama, og mange minutters pause efterfølgende. Det hele endte med game misconduct til Steffen Klarskov og Alexander Lindqvist-Hansen. Klarskov med to minutter ekstra og dermed overtal til Herlev, der dog ikke formåede at udnytte situationen.

Rødovre i powerplay hen over midten af perioden, men der blev ikke skabt noget nævneværdigt. Kampen bølgede herefter frem og t1ilbage med løse chancer i begge ender. Også Herlev fik chancen i overtal, og her var et klingende forsøg på overlæggeren det tætteste på en udligning.

En aldeles begivenhedsrig periode var slut. Kampen udviklede sig til et kæmpe drama med masser af nerve og intensitet. Og en meget grim situation i forbindelse med Klarskovs badebillet.

Maksim Popovic kunne have fordoblet sin scoring i aften, da han efter fire minutter hamrede pucken på stolpen. Der var langt mellem store Herlev-chancer, og dem, der kom, tog Matt O’Connor sig af.

Christoffer Gath med god afslutning halvvejs i perioden, men også her reddede O’Connor. Stærk aften af den canadiske keeper.

Minuttet efter spillede Rødovre sig frem til 3-1-føring ved Nick Crawford. Den canadiske back strøg med frem på en kontra og udnyttede en tværpasning fra Nikolaj Zorko. Der resterede ni minutter.

Herlev formåede ikke for alvor at intensivere tingene og var dermed et godt stykke fra at komme tilbage i kampen. Gæsterne fik dog et powerplay med lidt over halvandet minut igen og tog en timeout at indlede på. Emil Jidskog blev erstattet med en markspiller i et sidste forsøg på at fremtvinge mål.

Matt O’Connor og co. fik travlt til sidst, men Herlev fik ikke scoret, og hjemmeholdet vandt dermed med to overskydende mål. Efter en første periode på det jævne, steg graderne for alvor i midterste periode. Dramatik for alle pengene til de små 1.600 tilskuere.

Rødovre vandt dermed det interne regnskab med Herlev i denne sæsons grundspil. 4-2 i sejre og 10-8 i point til Rødovre. En række medrivende og spændingsmættede kampe mellem de to lokalrivaler står tilbage som mindet for denne sæsons matcher.

Undervejs i kampen var der i øvrigt tre episoder, hvor en vildfaren puck ramte en person på tilskuerpladserne. Ispose blev hurtigt leveret i alle tilfælde, og forhåbentlig kunne alle gå fra arenaen uden alvorlige skrammer.


SønderjyskE erobrede Bentax Isarena med sikker sejr Odense vandt efter fremragende comeback i anden periode