Fynboerne var også slagne på mandskab, men ikke så meget som hjemmeholdet. Odense tog aldeles fortjent sejr i Vendsyssel

Frederikshavn White Hawks – Odense Bulldogs 2-3 (2-1, 0-0, 0-2)

Det var to afbudsramte hold der krydsede klinger i Nordjyske Bank Arena, hvor skader og sygdom gjorde bredden udfordret i begge bokse hos de to trænere, Jari Pasanen og Paul Thompson.  Odense bed godt fra sig, og vandt fortjent kampen over topholdet.

Hæsblæsende åbning i aftenens opgør, hvor vi fik tre mål i de første fem minutter. To til hjemmeholdet og et til udeholdet. Først var det vendelboerne der bragte sig i spidsen, da Radim Piroutek fra en spids vinkel hamrede pucken ind bag Albert Adamsen.

En mål der næsten var en tro kopi scorede fynboerne kort efter. Pucken blev sendt på mål, og så lignede det Mathias Mølgaard der fik det yderste af staven på, så den snød Seldrup. 1-1.

Men det gik stærkt i det nordjyske, og halvanden minut efter var høgene atter i spidsen. Denne gang var det lettiske Kirils Galoha der fik skiven i netmaskerne. Han stod klar, da pucken nærmest lå på målstregen, og så var det en smal sag at bringe hjemmeholdet foran 2-1.

Odense havde de fleste muligheder i perioden, men de havde ikke held til yderligere at passere Seldrup, og derfor 2-1 til White Hawks efter 20 minutter.

Det var Odense der trykkede mest på i begyndelsen af anden periode, og flere gange havde de presset høgene langt tilbage i defensiven. Seldrup diskede op med et par aldeles gode aktioner, og generelt havde hjemmeholdet svært ved at få spillet til at fungere. De lignede nogle der var tappet for kræfter, og sygdom skulle dog også have præget truppen de seneste døgn, hvilket også gjorde, at de stærke backer, Pavel og Räsänen ikke var på isen i aftenens opgør.

Fynboerne gjorde mange ting rigtigt i aften, og Paul Thompsom må uden tvivl være godt tilfreds med den måde de som hold rejste sig på, efter den store nedtur i Esbjerg lørdag aften.

Vi fik ingen mål i den midterste periode, og derfor alt åbent frem mod de sidste 20 minutter i Nordjyske Bank Arena. Ikke den største ishockeykamp vi til dato har været vidne til, men trods alt nerve og intensitet i opgøret.

Mathias Mølgaard åbnede tredje periode med at brokke sig til dommeren, og så sad den garvede Odense forward i straffeboksen de næste 10 minutter. Dum start på perioden, nu Odense skulle jagte vendelboernes føring.

Knap midtvejs i perioden fik hjemmeholdet chancen i powerplay, men det fik de ikke noget ud af. I stedet fumlede de med pucken da de blev fuldtallige, og det gav Odense en chance. Den udnyttede Mikko Virtanen, da han sikkert sendte pucken ind bag en prisgivet Seldrup.

Det var Odenses kamp nu. Høgene virkede ikke i det gear vi kender dem, og Odense lurede på alle tre point. Jari Pasanen tog en time-out. Måske den kunne vække høgene?

Den vækkede i hvert fald ikke dommerne, der fejlagtigt, for anden gang i perioden, dømte icing imod hjemmeholdet. Jesper Jensen havde faktisk en rimelig god afslutningsmulighed, men så lød fløjten. Dommerne erkendte fejlen, men fansene tilgav dem ikke, og råbte i stedet, at de ville have den tidligere topdommer, Brian Janum på isen. Jo, den tidligere aalborgensiske hoveddommer har de ikke glemt i Frederikshavn.

Odense fik chancen i powerplay med seks minutter igen, men her lykkedes det, trods store chancer, ikke at bringe sig foran. Men kort efter var der kasse af fynboerne. Oliver True og chancen fra blå linje, og pucken sejlede ind bag Seldrup til 2-3.

White Hawks med tom kasse til sidst, men det lykkedes ikke at få scoret, og derfor tog Odense alle tre point med hjem til Fyn.

 

 

 

 

 

 

 

 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Rungsted Seier Capital OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Odense Bulldogs