Vestjyderne vandt for første gang i sæsonen over Herlev, og Grayson Downing fik en drømmedebut i Esbjerg-trøjen

Herlev Eagles-Esbjerg Energy 1-4 (0-2,0-1,1-1) For første gang i denne sæson vandt Esbjerg over Herlev. Og vestjyderne gjorde det eftertrykkeligt. Gæsterne var skarpere end hjemmeholdet i en tæt første periode, og kørte de to sidste to perioder glimrende ud.

Og til stor glæde for Esbjerg-lejren leverede debutanten Grayson Downing en flot indsats, som han krydrede med sit første sæsonmål tidligt i kampen.

Herlev tog fat med voldsom forechecking fra første fløjt. Alexander Lindqvist-Hansen havde det første gode forsøg efter fire minutter, men Mathias Seldrup var på plads. Herlev fik kampens første powerplay, men formåede ikke at sætte noget farligt op, og i stedet scorede Esbjerg i sit første overtal.

Og hvem andre end Grayson Downing, selvfølgelig?

Den længe ventede canadier skulle bare bruge syv minutter på at score sit første mål i Metal Ligaen. Ikke på et etableret powerplay, men nærmest på en omstilling i powerplay, hvor Downing satte den ind tæt under mål efter oplæg fra Jesse Mychan.

Tre minutter senere kunne Downing have fordoblet føringen. Vinklen blev for spids, og Jidskog blokerede.

Esbjerg fik endnu en chance i powerplay. Ingen slinger i valsen, da David Madsen blev sat flot op i slottet og gjorde det til 2-0.

Der var spillet et lille kvarter. Kort forinden havde Herlev været tæt på 1-1 på en puck, som langsomt gled ned mod Seldrup, der ville cleare, men kom for langsomt ud. Luis Blak Olsen fik prikket den ind på Seldrup, pucken sprang videre, ramte en Esbjerg-spiller og gik forbi mål.

Herlev fik yderligere to powerplays – det ene på en Downing-udvisning – i første periode, men kunne ikke få nettet. Tempoet var fint i første periode, og kampen – trods fem udvisninger – ikke så fysisk, som antallet af tominutters-straffe kunne antyde.

Esbjerg havde fin kontrol over kampen i de midterste 20 minutter. Herlev forsøgte at arbejde sig ind i kampen, men gæsterne stod godt i banen og fik såmænd også øget føringen.

Det var Niklas Andersen, Esbjergs topscorer, der øgede til 3-0 i gæsternes favør efter 25 minutter.

I øvrigt mere Grayson Downing: Esbjerg-debutanten markerede sig flot med godt skøjteløb og et godt blik for spillet. Det var ikke til at se, at han manglede kamptræning. Han kunne endda føle sig en anelse snydt for et straffeslag, da han rev sig fri i slutningen af anden periode og blev stoppet halvulovligt.

Niklas Andersen havde en tidlig chance for at lukke kampen i tredje periode, men brændte. I stedet forcerede Herlev og satsede alt på at reducere. Det udnyttede gæsterne.

David Madsen – hidtil kun et mål i sæsonen – scorede for anden gang på aftenen, og fik dermed sin første ”tomålsaften” i dansk ishockey. Herligt for Madsen, der udnyttede en skarp Esbjerg-kontra. Det lignede en afgørelse med 4-0-målet til gæsterne.

Herlev sled til det sidste, og man giver helst ikke Eagles en mulighed i fem mod tre. Valdemar Ahlberg og Travis Brown røg begge ud, men i modsætning til ”normalen”, rullede det ikke for Herlev i dobbelt overtal.

Men Eagles reducerede alligevel til 1-4, da Jannik Christensen uheldigt gled på tværs og sendte pucken ind bag Seldrup. Johan Skinnars blev noteret for målet.

Herlev tog Jidskog ud med fire minutter igen, men Esbjerg-målmand Seldrup var svær at passere i aften, og havde endda selvtillid nok til at forsøge at score. Pucken blev stoppet på Herlevs blå linje og tiden kørte stille og roligt ud.

Fortjent sejr til gæsterne mod et Herlev-hold, der savnede lidt af den glød, holdet havde før pausen.


SønderjyskE-sejr i sløj omgang i Vojens 4-1-sejr til Rødovre i perfekt udført udebanekamp i Frederikshavn