Hjemmesejr til SønderjyskE, men ikke specielt lovende takter frem mod weekendens europæiske opgave - Odense formåede ikke at udfordre for alvor

SønderjyskE-Odense Bulldogs 2-0 (1-0,1-0,0-0)

Godt 2000 tilskuere var mødt op i Frøs Arena til generalprøven på weekendens Continental Cup. Og lad det være sagt med det samme. Vil sønderjyderne gøre sig forhåbninger om europæisk avancement, skal der andre boller på isen.

Ingen af de to hold overbeviste, men værterne trods alt den smule skarpere foran målet end de fynske Bulldogs.

De første tyve minutter bød på en rodet omgang hockey, der bar præg af den netop overståede kamppause.  Hjemmeholdet, der var uden Anthony Nigro og Daniel Madsen kom dog bedst fra start.

Steffen Frank var tæt på at give værterne den perfekte start, men Cowley var på plads.

Herefter var det gæsternes tur til at forsøge sig.

Lukas Lundvald og Henry Hardarson var begge tæt på, men formåede ikke at udplacere Henriksen i hjemmeholdets mål.

Spillet bølgede lidt frem og tilbage, og der var tilsyneladende en del rust, der skulle bankes af.

SønderjyskE fik to muligheder i overtal, men som det har været kendetegnende for deres powerplay denne sæson, forblev det relativt ufarligt. Bedst som det lignede en målløs første periode, slog sønderjyderne imidlertid til.

Et skud endte i skinnerne af en Odense-back tæt under mål og her var Josh MacDonald hurtigst over returen og kunne slå den ind til pauseføring 1-0.

Var første periode rodet, var anden periode det i den grad.

Med til den historie hører dog også at hjemmeholdet i anden periode også manglede Daniel Nielsen samt Christian Silfver og sidst i perioden måtte også Phil Lane udgå. Ikke just lovende for værternes søde Continental Cup drømme.

Men tilbage til aftenens match.

Phil Lane fik en kæmpe dobbelt chance i andens periodens absolutte indledning, men først stod Cowley i vejen og på returen, tog stolpen fra.

I modsatte ende strøg Yannick Vedel igennem, men alene med Henriksen, var det keeperen, der vandt den duel.

Daniel Kønig, der i aften spillede forward, forsøgte sig knapt midtvejs i perioden. Afslutningen kiksede, og det snød tilsyneladende ligeledes Cowley, der kun med det yderste fik afværget forsøget.

Phil Lane har været en skuffelse indtil videre i den lyseblå trøje. Og det hjalp sikkert ikke på selvtilliden, da han ikke længe efter Kønigs forsøg brændte endnu en stor mulighed. 

Med små fem minutter til pausen, fik gæsterne chancen i overtal.

Her var Beukeboom og True farlige i første sekvens. Men ellers var det småt med målchancerne.

Med små to minutter til pausen slog hjemmeholdet atter til.

Bag mål fightede Steffen Frank energisk og pucken landede lidt tilfældigt for staven af Frederik Bjerrum, der firsttimede pucken op i nettaget.

2-0 og tid til pause i Vojens, hvor der næstmest hobede sig et lazaret af spillere op i omklædningsrummet.

Kampens sidste tyve minutter blev heller ikke nogen spillemæssig oplevelse.

Sønderjyderne, der nu var uden fire forwards, måtte tænke kreativt og det kunne ses på kemien i kæderne.

Bulldogs forsøgte at mobilisere en offensiv, men heller ikke gæsterne havde meget snert i spillet og pasningerne var alt andet end præcise.

Begge hold fik et par muligheder i fem mod fire, men heller ikke her formåede nogle af holdene at producere synderligt meget.

Som perioden skred frem, var det tydeligt, at værterne koncentrerede sig om at forsvare føringen og det gjorde de ganske godt, ført an af en overbevisende Nicolaj Henriksen i målet og fødselsdagsbarnet Mike Little.

En sidste satsning fra fynboerne gav ikke pote, mens hjemmeholdet på forunderlig vis i flere omgange forsømte at sænke pucken i det tomme bur.

Dermed blev det ved 2-0 og tre point til SønderjyskE.

En sløj hockeymatch, hvor de mange skader må give alvorlige panderynker hos sønderjyderne, der endnu heller ikke har præsenteret den annoncerede sniper, der skal vække en tam offensiv til live.

På positivsiden spillede unge Anders Biel en rigtig fin kamp, da han fik chancen med mange minutters istid.

Gæsternes bedste var keeper Cowley, mens også Yannick Vedel viste prøver på sin kunnen, men var dog også for uskarp, da det gjaldt.


Aalborg trak fra til sidst og vandt topkampen mod Rungsted Esbjerg, Downing og Madsen overbeviste i sikker 4-1-sejr