For tredje gang på stribe vandt ørnene over tyrene i det københavnske forstadsopgør

Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls 3-0 (1-0,2-0,0-0) Herlev Eagles besejrede fredag aften Rødovre Mighty Bulls 3-0 i et høj intenst opgør, med masser af fysik og infight. Hjemmeholdet var skarpest i de to sidste perioder, og Rødovre kom aldrig tilbage efter en scoring 19 sekunder før første periodes afslutning.

Det blev en utrolig fysisk og højintens første periode med en masse nærkampe og hårdt spil. Det betød også flere spilstop, og generelt var det en smule rodet og chancefattigt, og det var tydeligt hvor vigtig dagens kamp var i Metal Ligaens bundkamp.

De bedste chancer kom på tilfældigheder, og her var Brendan Harms og Jonathan Brinkman tæt på for gæsterne, da de var ved at udnytte en fejl i midtzonen, men Lukas Horak lavede et par flotte redninger.

I den anden ende var Herlev heller ikke langt fra at bringe sig foran efter et længere pres. Et skud fra Anton Johansson skabte en retur foran John Muse mål, og her var Luis Blak Olsen og Jake Horton tæt på at slå pucken ind under Rødovres målmand.

Dramatikken i kampen kom især igennem den store fysik, og det kulminerede ved et sammenstød midtvejs i perioden imellem Anton Johansson og Alberto Pison. Ifølge Rødovre bænken burde det have givet en udvisning, men dommeren valgte at se det som et tilfældigt sammenstød, men det skabte en halvond stemning som varede resten af perioden.

Bedst som man skulle tro at perioden ville ende målløs, kom hjemmeholdet foran, da Luis Blak Olsen med 19 sekunder igen kunne score i tomt mål. Efter Olsen selv fik ført pucken ind i zonen og efter en droppasning til Horton, gik han selv på mål. Hortens afslutning blev reddet af Muse, men returen hoppede ud til Olsen som let kunne score til 1-0.

Rødovre var tæt på at udligne inden pausen, da Jonathan Brinkmann kort efter faceoffen skøjtede rundt om mål med stor fart, og sendte pucken ind foran mål. Desværre fik ingen Rødovre spillere en stav på pucken, og dermed kunne Herlev gå til pause foran med en enkle scoring.

Herlev i kontrol

Det skulle også blive 2-0 til hjemmeholdet, da de kort inde i anden periode udnyttede en kontrachance, hvor de kom afsted i en fire mod en situation. Matthias Asperup sendte pucken over til Niklas Tikkinen, som let og elegant sendte pucken ind over John Muse skulder.

Det var ikke meget som blev skabt offensivt i perioden efter 2-0 målet. Ingen af holdene kunne spille sig til de helt åbne chancer, og først med lidt over seks minutter igen kom den næste store chance og samtidig næste scoring til Herlev. I powerplay fik de kørt pucken fra back til back, og med en hammer af en afslutning, fik Joseph Jonsson sendt pucken igennem John Muse, som ikke så helt godt ud i situationen. 3-0 til Herlev.

Det begyndte at se utroligt svært ud for Rødovre, og Magnus Molge var tæt at gøre det værre sekunder efter scoringen. En pasning fra bag mål fandt vej ind i slottet, og her kunne han resolut afslutte første gang med et hårdt skud, men Muse tog revanche, og kom hurtig ned med benskinnen.

Det var ikke meget Rødovre havde at byde på i anden periode, og det var kun igennem enkeltmandspræstationer fra især Jonathan Brinkman, hvor gæsterne blev farlige. Med godt to minutter tilbage var det tæt på at give en scoring, da netop Brinkman lavede en smuk dribling og tværpasning til Nicklas Carlsen, men desværre for Rødovre overplacerede Carlsen sin afslutning, og dermed forblev stillingen 3-0 til Herlev efter anden periode.

Herlev skulle bare køre kampen stille og roligt i land i tredje periode, og den mission lykkedes i det store hele ganske udmærket. Rødovre virkede tandløse i store dele af perioden, og kun et par minutters pres blev det til. Her havde Brady Vail og Frederik Kaels dog chancen for at skabe spænding i kampen, men ind ville pucken ikke.

Som minutterne gik Herlevs vej, begyndte frustrationerne at tage overhånd fra gæsterne, som tabte hovedet til sidst. En slåskamp mellem Molge og Olivier Dame-Malka startede det, som i de sidste to minutter blev til en utrolig ond stemning. Det endte med at Harms med 40 sekunder igen blev sendt i bad for en tackling i hovedet på en Herlevspiller.

Resultatet blev ikke ændret, og dermed kunne Herlev tage tre utroligt vigtige point i bundkampen, og de hopper samtidig over Odense Bulldogs i Metal Ligaen.


Esbjerg slap bedst fra hektisk afslutning i Odense Afbudsramt SønderjyskE-hold lancerede stort comeback i Aalborg