Er du ishockeyfan i Danmark, får du alting serveret i den kommende sæson. Med en ny og skarp tv-aftale bliver ishockeyelskerne forkælet helt ud til spidsen af halstørklæderne. Samtlige kampe i Metal Ligaen bliver i den kommende sæson sendt på TV2 PLAY, suppleret med transmissioner på TV2 Sport

Tag nu for eksempel ishockeyentusiasten Jens fra Rødovre: Han kan skabe sig selv den perfekte ishockeyuge: Den tidlige mandagskamp på hjemmebanen i Rødovre Centrum Arena tager han sammen med sin hustru Mette, sønnen Frederik på otte år og datteren Sille på seks år. De to børn skal selvfølgelig introduceres til Metal Liga-hockey i en ung alder, og de kan nå hjem i ordentlig tid den her mandag.   

Torsdag tager Jens til Rungsted for at se den sjællandske klassiker på udebane sammen med gutterne, og lørdag aften skal Rødovre spille på udebane i Frederikshavn. Den tur er uoverskuelig, men i stedet bestiller han pizza sammen med familien, der sætter sig til rette for at se ishockey på TV2 PLAY.

De elsker at følge Rødovre år efter år, og de elsker ishockey. Så meget, at Jens og familien søndag eftermiddag lige tager Herning-Esbjerg på TV2 PLAY som ugens sidste match.

Sådan kan enhver dansk ishockeyfan selv bygge sin egen menu. Uge efter uge. Måned efter måned. Mulighederne er uanede, ishockeyen er Unlimited.

Læs også: SAMTLIGE METAL LIGA-KAMPE sendes på TV2's platforme fra næste sæson

Stærke produktioner
Når det gælder om at være kommercielt tænkende og frisk på nye idéer, har dansk ishockey gennem årene flere gange været en slags firstmover. I begyndelsen af 1970’erne var københavnerklubben KSF en af de første i verden til at lancere reklamer på banderne, og i 1990’erne var ishockeyligaen også en af de første herhjemme til at få en navnesponsor tilknyttet.

I 2021 står Metal Ligaen umådeligt stærkt med en ny tv-aftale: Godt 265 kampe produceres i en kvalitet, som er lig med den, der for eksempel leveres fra HockeyAllsvenskan, der er Sveriges næstbedste række og større end mange af de bedste ligaer ude i Europa.

Det vækker begejstring hos direktørerne for Metal Liga-klubberne.

- Betydningen for Metal Ligaen er intet mindre end fantastisk med den kommende tv-aftale. Det vil give en langt større mulighed for at sælge ishockeyen som et kommercielt produkt og tiltrække flere landsdækkende sponsorer til sporten. Vi er sikre på, at det også på sigt vil trække flere folk i hallen, da flere vil blive eksponeret regelmæssigt for sporten på grund af de mange tv-kampe, siger for eksempel direktør for Rødovre Mighty Bulls, Morten Nielsen.

- Aftalen med TV2 om at sende kampene er en konsekvens af, at vi har et produkt med stigende kvalitet og stigende interesse. Ishockeyen og Metal Ligaen som brand stiger i værdi og kurven er opadgående. Metal Ligaens ni klubber står sammen som en enhed, og en aftale med en så stærk partner som TV2 om 265 kampe giver store kommercielle muligheder, siger Thomas Bjuring, kommerciel chef for Metal Ligaen og Danmarks Ishockey Union.

- Metal Liga-kampene på TV2 PLAY bliver produceret med bemandede kameraer og i høj kvalitet. Der er interviews i pauserne, grafikker og kommentatorer til hver eneste kamp. Når der sendes kampe på TV2 Sport, opgraderes produktionerne med endnu flere kameraer, tilføjer han.

Læs også: SAMTLIGE METAL LIGA-KAMPE sendes på TV2's platforme fra næste sæson

Nye spilledage giver muligheder
Når Metal Liga-sæsonen går i gang omkring 1. september, skal tilskuere, sponsorer og andre interessenter til at vænne sig til et nyt ”kampbillede”. I flere årtier har tirsdag og fredag – med søndag som ”sekundant” været ishockeyens foretrukne spilledage, men nu breder sporten sig ud over samtlige dage.

Ishockey kan nu følges fra mandag til søndag stort set hver eneste uge. Spilletidspunkterne på samtlige kampe bliver forskudte, så man som ”ishockey-interessent” i princippet vil kunne følge samtlige kampe – enten i hallerne eller på TV2 PLAY/TV2 Sport.

- Ja, det er også en lille revolution i måden, man går til ishockey på, siger kommerciel chef i Metal Ligaen, Thomas Bjuring.

- Nogle af de mere rutinerede folk i gamet har fortalt mig, at der også var et ramaskrig, dengang man flyttede fra torsdag til fredag som en af de primære spilledage. Det viste sig at være en succes, og nu er tiden kommet til en ny succes. Vi skal ikke være bange for at tage et af de spændende skridt og sætte gang i nytænkningen, tilføjer han.

Læs også: SAMTLIGE METAL LIGA-KAMPE sendes på TV2's platforme fra næste sæson

Muligheder for nye fans og sponsorer

I Herning er direktør Torben Skovsgaard mere end parat til at tænke i nye baner.

- Eksempelvis kan vi på de tidlige kampe målrette events for den yngre generation, for eksempel skoler eller efterskoler. Der er også muligheder for virksomheder, der geografisk kommer længere væk fra arenaerne. Med nye spilledage åbner vi også op for nye fans, som måske har været optaget på tirsdage og fredage. Det kræver, at vi tør tænke ud af boksen og får afprøvet nye tanker og idéer, siger han.

Hans kollega i Esbjerg Energy, Peder Krogsgaard er på ”samme side”:

- Når vi skal planlægge arrangementer, bliver fleksibiliteten med forskellige spilledage langt større end tidligere og vi kan bedre målrette events og arrangementer ud fra dage og klokkeslæt. Det giver vores sponsorer langt mere fleksibilitet, da de nu vil kunne vælge ud fra alle ugens dage og derved invitere kunder og forretningsforbindelser med på hverdage, og de får mulighed for at vælge en lørdag til deres firmaarrangement, siger han.

- Vi har brugt tiden under Corona til at gøre os klar med nye events og tiltag, og nu kan vi få lov at udfolde os igen til efteråret – og endda på alle ugens dage. Der skal selvfølgelig lidt tilvænning til for fans, sponsorer og såmænd også os selv, når der nu er ishockey på alle dage. Det er dog allerede tilfældet i f.eks. fodbold, så her i Aalborg glæder vi os helt vildt til at byde fans og sponsorer velkommen igen, siger Aalborg Pirates-direktør Lars Laursen.

Med den sidste bemærkning er han helt på linje med sine kolleger hele vejen rundt i Metal Ligaen. Dansk ishockeys bedste liga kan næsten ikke vente med at byde tilskuerne ind igen. Der bliver ishockey fra mandag til søndag, og kan man ikke selv være til stede, er TV2 PLAY og TV2 Sport parat til at supplere op med fremragende produktioner af samtlige kampe. Det kan knapt blive bedre.

Læs også: SAMTLIGE METAL LIGA-KAMPE sendes på TV2's platforme fra næste sæson


SAMTLIGE Metal Liga-kampe sendes på TV2’s platforme fra den kommende sæson Tidligere stor Metal Liga-profil huserer som træner i Kina