En rundtur fra torsdag til søndag - fra Rungsted til Herning og ikke mindst over Herlev fredag aften

Vi begynder vores noterundtur fra weekenden - og vi har fokus på kampen i Herlev - hvor der var 1333 tilskuere til lokalbraget mellem Eagles og Mighty Bulls. Og lad os sige det med det samme. De skabte en fremragende stemning. I det meste af kampen var det Herlev-fansene, der dominerende, men i de sidste minutter vågnede Rødovre-supporterne voldsomt op og dominerede lydbilledet i de sidste minutter af den ordinære tid.

Overtiden fredag aften var uhyre intens. Der var tryk på i begge ender, og vi så Nick Crawford brænde på Jidskog fra nært hold, ligesom Brett Thompson driblede og driblede uden at miste pucken inden han til sidst brændte på O’Connor i Rødovre-målet. Det var skøn hockey i tre mod tre.

Johan Skinnars var fremragende gennem hele kampen sammen med makkeren Victor Rollin-Carlsson. Skinnars leverede et suverænt straffeslag, da han prøvede første gang i straffeslagene, men brændte i andet forsøg og måtte derefter se Crawford afgøre.

Der var romerlys på lægterne i Herlev-enden. Det stoppede mellem anden og tredje periode, da der over mikrofonen blev advaret om, at kampen ville blive stoppet ved gentagelse. Stop gerne pyroteknikken indenfor. Gavner intet.

Vi bragte på vores Facebook-side en video om Herlevs bøfsandwich. Det vakte efterfølgende stor debat. Sovs eller ikke-sovs? Og havde Tonni  - eller ”Tændrør” - som burgermesteren kaldes, overhovedet ret til at kalde den en bøfsandwich? Uanset hvad, den smager rigtig godt.

Undertegnede tog med offentlig transport til kampen og måtte give en hjælpende hånd til Miro Keskitalos yderst venlige forældre. De talte hverken engelsk eller svensk og var noget tvivlende om, hvorvidt bus nummer 167 kørte til skøjtehallen.

Jeg fik derfor et tungt dunk i ryggen på vejen ud af PM Montage Arena. Det var farmand Keskitalo, der stod med en fortjent fadøl i hånden og jublede over den voldsomme vending i kampens slutfase. Det blev et par gode aftener for de flinke finske forældre.

Og gennemgående en skøn ishockeyaften i Herlev. I en tid, hvor arenahockey og komfort selvfølgelig er tidens tand – og det skal det være – er det skønt at komme til en lille, intim hal fredag aften, hvor det bare koger og komforten er sowieso. Det har også sin store charme.

Det blev lige så dramatisk og festligt lørdag aften i Rødovre. Vild, vild kamp og denne gang Herlev som comeback-konger, men igen med Crawford som matchvinder.

Kampen var indrammet af 90’er-fest, 90’er-musik og ikke mindst legende-opgør og showkamp, der pakkede aftenen ind i nostalgi.

Tilbage til torsdag aften, hvor Odense Bulldogs i den grad havde kræfter til at udfordre et Rungsted-hold, der startede stærkt ud, men fik problemer i anden periode, hvor fynboerne kom stærkt igen.

Odense Bulldogs gik fra 0-2 til 2-2 og havde et point helt frem til den absolutte slutfase, hvor det så ud til at blive endnu en af de utallige 3-3’ere, som Odense har leveret på udebane. Det blev det ikke.

Statistiker Jesper Schultz på Skudzonen konstaterer, at det var 34. kamp på udebane i træk, hvor Odense ikke kom af sted med en sejr i ordinær spilletid. Den danske rekord faldt søndag, da Odense tabte 2-3 i Herning. 35 kampe uden en regulær udesejr for Odense – and counting. Hårdt arbejde forude for Svensson og co.

Fredag aften var fynboerne helt og aldeles chanceløse mod Rungsted. Gæsterne havde især Mattias Persson i tryllehumør og svenskeren brillerede både med driblinger gennem benene og blændende pasninger. Den teknisk stærke svensker er i det regi i særklasse i Metal Ligaen.

Odense havde ellers samlet over 1400 tilskuere til en aften med Julebryg og fest. Men den fusede hurtigt ud i VinMedKant, hvor det var Rungsteds fans, der satte dagsordenen.

Vi fik i øvrigt hjælp til vores kampreferat af den udmærkede hjemmeside Champagnebugten.dk, der med Rungsted-fokus livetweetede fra kampen. Fansiden har leveret et fansponsorat af Mikkel Persson. Han kommer formentlig på is i løbet af december eller lige over nytår.

Det var ikke kun i Rødovre, man fejrede fortiden. I Frederikshavn var der 80’er-aften til kampen mod SønderjyskE. White Hawks spillede i meget smukke retrotrøjer og det hjalp nordjyderne til en 2-0-sejr på en aften, hvor mesterholdet fra 89 også blev fortjent hyldet.

Frederikshavn havde som bekendt den finske målmand Samuel Jukuri på målet. Jukuri var kommet så hurtigt til byen, at han spillede i lånt udstyr.

Ikke noget lånt udstyr til SønderjyskE, der havde en frygtelig uge i det nordjyske. Først 1-5 i Aalborg, derefter 0-2 i Frederikshavn og farvel til Final4. Det var manglende skarphed i powerplay, der kostede kampen i Frederikshavn, konstaterede sportschef Kim Lykkeskov efterfølgende i Der Nordschleswiger.

En tur lidt sydpå til Aalborg, hvor Pirates fortsatte sin suveræne stime på hjemmebane. Otte kampe og 24 point er ganske enkelt suverænt. Aalborgenserne har bygget et fort i Bentax Isarena som er svært at erobre i den her sæson.

Der var raseri over dommerne i forbindelse med game misconduct-straffen til Christian Wejse. Det gav efterfølgende to udvisninger ekstra til Esbjerg og en enkelt til Aalborg. Der blev spillet fem mod fire, hvilket var en fejl. Det skulle have været fem mod tre.

Esbjerg leverede en rigtig flot indsats i Aalborg og endte vel ret beset med at være det hold, der har været tættest på at vælte det nordjyske fort. Nordamerikanske Brett Welycka synes at være tæt på topformen. Han var både fremtrædende tirsdag mod Rødovre og fredag i Aalborg.

Victor Panelin-Borg spillede sin kamp nummer 200 for Aalborg og fik sin første udvisning i sæsonen i begyndelsen af kampen mod Esbjerg.

Endelig en tur til kampen mellem Herning og Odense, hvor hele 1813 tilskuere var mødt op. Der bør være potentiale til over 2000 til hver eneste kamp i Herning – som i de gode gamle dage.

Odense kommer stort set altid bagud 0-2 på udebane, så det var ikke noget nyt for de fynske hunde, der igen formåede at indhente en modstander, der var foran med to kasser. Det er et vanskeligt udgangspunkt for at hente point.

Der var hele 16 tominutters-udvisninger i kampen, men kun et enkelt mål i powerplay. Det var Cameron Brace, der scorede til 3-2 for Herning.


RETRO: Balladen i Gladsaxe, Messecentret og Samsøgade Istølt sætter en stopper for Frederikshavns Final4-værtsdrømme