Vi har igen spurgt vores fanpanel om meninger, vurderinger og andet godt - her status for den første del af sæsonen. Mathias Thomsen vurderer Frederikshavn White Hawks

Hvordan vurderer du - kort og godt - dit holds indsats op til landsholdsbreaket?

White Hawks-spillet har været godkendt, og vi har endda i perioder set et virkelig godt niveau. White Hawks kan spille i højt tempo, og jeg fornemmer, de har holdet til at gå langt i den her sæson. 

Hvad har været det bedste element på dit hold hidtil?
Det bedste element har helt klart været det sammenhold, der er mellem ledelse, spillertrup, trænerteamet og os fans. 

Hvad har været det ringeste element på dit hold hidtil?

Det må være, at vi ikke ligger nummer et i Metal Ligaen...Nej, spøg til side - det må være, at vores udlændinge ikke har præsteret som mange måske havde forventet. Det ser dog ud til, at de er ved at komme efter det. Selvfølgelig er jeg også træt af den dårlige stime med fire nederlag i træk, men det vender forhåbentlig efter sejren over SønderjyskE på 2-0. Heldigvis er vi klar til Final4. 

Hvilken ishockeyoplevelse har været den bedste for dig hidtil i sæsonen?
Kampen mod SønderjysKE, som sendte os i Metal Final4. Vi var måske ikke det bedst spillende hold, men vi kvalificerede os og vi (White Hawks Hvide Hær) havde en fest på tribunen med en kæmpetifo, som ikke før er set i Frederikshavn. Stemningen var helt kanon. 

Hvad har overrasket dig mest (hele ligaen) hidtil i sæsonen?
At Herlev klarer sig så godt, som de gør. De har gang i en stor sæson og skal nok blive farlige, når vi rammer slutspillet. Et hold, man ikke skal undervurdere. 

Hvem har været den bedste individualist i ligaen hidtil i sæsonen?

Den er svær, men lad mig nævne et par White Hawks-spillere. Den ene er Radim Piroutek. Han ser virkelig spændende ud, og det virker til, at det er "hans sæson". Han er startet stærkt, og jeg håber, det fortsætter. Søren Nielsen skal også nævnes. En teknisk dygtig spiller, som også har masser af fart og kan sætte flere spillere. 



Aalborg Pirates indsamlede over 53.000 kroner til Skyggebørn Ronny Larsen: Det bedste hold i min Pirates-tid