Stadig billetter til to traditionskampe mod ærkerivalerne

Norge er den modstander, Danmark har mødt flest gange gennem historien.

Når de to hold mødes i den kommende uge i Odense og Frederikshavn, er det således kamp nummer 93 og 94 mellem de to gamle rivaler og dermed nærmer vi os kamp nummer 100 mellem Danmark og Norge.

Der er altid tænding på, når de to mandskaber mødes, og det bliver ikke anderledes i næste uge, hvor de to hold går ind i den tredje uge af forberedelserne. Holdene bliver stærkere og stærkere besat uge for uge, og selv om vi ikke kender trupperne endnu, så kommer der stensikkert til at være et hav af gode navne på plads på Fyn og i Vendsyssel. 

Der spilles torsdag 27. april i Odense, mens Frederikshavn lægger is til lørdag 29. april. 

Billetterne til kampen i Odense kan du købe her:
Billetterne til kampen i Frederikshavn kan du købe her: 

Mens det er første gang i godt 20 år, at Frederikshavn lægger is til en herrelandskamp, så er Odense rutineret i besøg af løverne. Så sent som i fjor mødte Danmark Finland i det fynske i en kamp, der endte 4-3 til finnerne efter overtid.

Direktør Ole Nielsen håber på et nyt brag.

Vi havde et brag af en fest for godt et år siden sammen med vores samarbejdspartnere og fans. Vi er utrolig stolte over, at vi igen har fået en landskamp og det glæder mig enormt på vegne af vores mange trofaste fans og samarbejdspartnere, at vi igen kan bringe det ypperste af den danske ishockey til byen, siger han. 

I det hele taget plejer landskampene op til VM at være festlige begivenheder, som vi så det, da Danmark mødte Sverige i Vojens og Esbjerg i sidste uge.

- Landsholdet glæder sig til at spille landskamp i Spar Nord Arena og Nordjyske Bank Arena. Danmarks Ishockey Union har et meget velfungerende samarbejde med både Odense Bulldogs og Frederikshavn White Hawks – og både spillerne og administrationen glæder sig til en fantastisk atmosfære i Odense i samarbejde med de mange fans og de stærke fans og netværk i de to ishockeybyer, siger kommerciel chef Thomas Bjuring fra Danmarks Ishockey Union. 

 


OPTAKT: Herning BF-Aalborg Pirates BOYSEN FORTSÆTTER i SønderjyskE