Kampstart 19:30 i PM Montage Arena

Herlev Eagles er brandvarme for øjeblikket. 

Det er blevet til fire sejre på stribe, senest 3-2'eren over Rødovre på hjemmebane, der kom efter tre udesejre på stribe, og Eagles flyvende offensiv har scoret 22 gange i fire kampe.

Så det er det perfekte tidspunkt for Herlev at møde sæsonens "angstmodstander" fra Frederikshavn, der har haft rigtig godt fat i Herlevs offensiv i indeværende sæson.

Frederikshavn har vundet tre gange over Herlev - to gange ganske sikkert - og har altså været i stand til at styre Brett Thompson og venner som intet andet modstanderhold i den her sæson.

Omvendt kommer White Hawks altså og er hårdt ramt på selvtilliden efter to store nederlag mod Aalborg, der gjorde voldsomt ondt på alle i Vendsyssel-ishockeyen.

- Vi skal hanke op i os selv, for vi har en vigtig måned i det nye år, hvor vi har mange kampe. Vi har Herlev næste gang, og hvis vi skal være med i den sjove ende, så skal vi til at have nogle point ind på kontoen. Det kræver, at vi har fuldt fokus på at arbejde os tilbage, sagde Frederikshavn-kaptajn Rasmus Søndergaard efter de to nederlag mod Aalborg. 

Hold øje med: To store nederlag har gjort ondt i Frederikshavn, og det får måske træner Pasanen til at ryste posen og lave om på kæderne i aften. Hos Herlev har Magnus Molge gjort det godt på det seneste, og Eagles-danskerne har gjort det rigtig godt på det seneste. 

Det forventer vi: At Frederikshavn får det hedt i Herlev i aften. Forstadsholdet er fyldt med selvtillid, og det samme er omgivelserne i Herlev. Der skal nok blive tryk på i aften i "Ørneborgen".

Historikken: Det blev 2-1 efter overtid til Frederikshavn senest i Nordjyske Bank Arena, mens de to første kampe endte 7-3 (i Frederikshavn) og 4-2 (i Herlev) til White Hawks. 

Statistikken: Trods nederlagene mod Aalborg var Dane Fox og Aleksandr Bumagin blandt de mest scorende og dominerende i december. Bruger de aftenens kamp til at komme i gear igen. Eller fortsætter Brett Thompson sin forrygende form? Han står med fem mål i de sidste to kampe.

Skader/karantæner: Herlevs succes er også kommet på grund af få skader i truppen. Lige nu er der også fuldt hold hos ørnene. Frederikshavn uden Mathias Mølgaard og er altså også en "back nede" med Eemeli Räsänen tilbage hos Jokerit. 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Herning Blue Fox OPTAKT: Rungsted-SønderjyskE