Kampstart 20:30 i PM Montage Arena

TV2 Sport sender denne sene kamp fra PM Montage Arena, hvor Herlev tager imod aldeles formstærke Herning, der kommer til København og omegn med ni sejre på stribe og en suveræn placering som etter på formen i Metal Ligaen.

Herning-træner Ben Cooper maler med den brede pensel for øjeblikket og kører – på trods af Brodie Duponts skade – på fuld skrue med fire kæder og med en import i form af tjekkiske Dalecky helt nede i fjerdekæden.

- Vi ved af bitter erfaring, at ligaen er utrolig tæt, og at der ikke skal meget til, før man smider point eller kampe. Derfor er det vigtigt, at vi ikke stopper med at være ydmyge. Vi skal fortsat jagte muligheden for at blive endnu bedre inden slutspillet, siger Hernings Mark MacMillan til Herning Folkeblad inden aftenens kamp.

Herlev har brug for en succes inden Metal Final4 på fredag. Måske ikke nødvendigvis på resultatet, men på spillet, der ikke var alt for godt søndag i Odense. Herlev skabte faktisk en del muligheder på Fyn, men så tunge ud i defensiven og ligner mest af alt et hold, der skal have tanket op på energi i den kommende landsholdspause.

Men først venter altså to eller tre kampe, og hvem ved om træner Wener sparer lidt på det tunge skyts frem mod kampen allerede fredag eftermiddag mod Rungsted. Der er faktisk ikke længe til, at Herlev-spillerne skal med bussen mod Jylland, når kampen mod Herning er slut sent i aften.

Hold øje med: Alexander Lindqvist-Hansen – eller bare ”Flash” var Herlevs farligste spiller i Odense søndag eftermiddag, hvor Lasse Lassen fortsatte sit målraid for Herning med en enkelt scoring mod Rungsted.

Skader/karantæner: Herlev havde fuldt hold mod Odense søndag eftermiddag lige bortset fra Oliver Reuter, mens Herning manglede Brodie Dupont i kampen mod Rungsted.

Historikken: Herlev har haft godt fat i Herning i denne sæson. Eagles har scoret mange mål mod midtjyderne og har vundet to gange i Herning. Opgørene i PM Montage står 1-1 i kampe og 3-3 i point.

Det forventer vi: Formbarometeret taler i den grad til Hernings fordel, og midtjyderne er vel også kæmpe favorit i aften. Men Herning altså tidligere været i problemer mod Herlev i indeværende sæson.

Statistikken: Hernings form lige nu tangerer det absolut optimale. Midtjyderne har 14 point i de fem seneste kampe og den statistik er i stor kontrast til Herlevs tre point i den sidste håndfuld matcher.


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Esbjerg Energy UGENS HOLD PÅ METALLIGAEN.DK - se hvem der er med