Redaktionen har sat ugens A-kæde efter en travl uge med 11 kampe

Målmand: Matt O'Connor (Rødovre) Stod foran et ganske decimeret forsvar i weekenden, hvor Rødovre tog imod Herlev og formstærke SønderjyskE. 29 redninger fredag aften og en sejr i overtid søndag mod formstærke SønderjyskE sender canadieren blandt vores seks bedste i denne uge. 

Back: Anders Krogsgaard (Aalborg) I en svingende uge for Aalborg markerede Anders Krogsgaard sig igen. Han havde plusser i samtlige kampe, 27 minutters istid i snit (over 30 minutter i går) og såmænd også fire assister i alt over tre kampe. Mere end en gennembrudssæson for esbjergenseren. 

Back: Julius Nyqvist (Rødovre) Sikke en søndag for den finske back, der fik lov at arbejde hårdt for sin løn med over 28 minutters istid. To scoringer, +2 i plus/minus-statistikken og matchvinder i overtid i 4-3-sejren over SønderjyskE. Så kunne det ligesom ikke gøres meget bedre. 

Forward: Jack Walker (Odense) Mange Odense-spillere byder sig i den grad til for øjeblikket. Jack Walker, der ikke fik meget ud af det i Aalborg for et par sæsoner siden, brillerede med en kongekamp mod Herlev i går, hvor han leverede to mål og to assister. Læg dertil tre scoringer tidligere på ugen. Det er en forbedret Walker, der er kommet tilbage til Danmark for at blive.

Forward: Lasse Lassen (Herning) Fire kasser tirsdag aften mod Odense og en enkelt scoring i går. Læg dertil en assist og Lasse Lassen har snittet tre point pr. kamp i to kampe i den her uge. Umådelig målfarlig for øjeblikket og kommer til at være en afgørende faktor i Hernings kommende guldjagt. 

Forward: MacGregor Sharp (SønderjyskE) Der er sket et eller andet med MacGregor Sharp siden Continental Cup. Her forvandlede SønderjyskE-kaptajnen sig til en leder, der går ind og tager tæv og scorer mål - og i øvrigt yder det meste i hver eneste kamp. To mål mod Aalborg var kronen på værket i en skarp uge for Sharp. 


OPTAKT: Herlev Eagles-Herning Blue Fox Sam Povorozniouk skal undersøges i dag