Kampstart 19:00 i Spar Nord Arena

Odense Bulldogs-organisationen har glædet sig til denne aften.

For trods nederlaget fredag aften i Aalborg, er det i den grad første hjemmekamp, der signalerer nystart for fynboerne denne sæson 2021/22.

Det er her man eksempelvis præsenterer den nye fanzone i foyeren i arenaen, ligesom samtlige siddepladser i Spar Nord Arena nu er med sædeovertræk. 

Der præsenteres en helt ny skylounge for sponsorerne, ligesom VIP-lokalerne har gennemgået en renovering. Desuden melder salgschef Mads Juncher om 35 nye sponsorer, så der er optimisme at spore på Fyn, og med SønderjyskE på menuen i den første hjemmekamp er der basis for masser af mennesker på lægterne i Odense i aften.

Sportsligt er Bulldogs hårdt ramt med skader og en pågående karantæne til Martin Larsen, men træner Paul Thompson håber alligevel, at de resterende spillere kan levere varen i aften:

- Det er frustrerende at mangle nøglespillere både i optakten og her til kampene, men det skal ikke være nogen undskyldning for ikke at spille op til vores bedste. Vi må arbejde med de spillere vi har og få sammensat det bedst mulige spil, hvilket jeg synes, vi er lykkedes med, siger han til Fyens Stiftstidende. 

-Vi vil gerne bevise, at vi er det nye hold, som vi reklamerer så meget med, og derfor skal spillerne ud og give den alt på banen, også selvom der stadig er nøglespillere, som ikke kan være med, lyder det fra Odenses britiske coach. 

SønderjyskE kommer til Fyn med hele fire Champions Hockey League-kampe i benene, og selv om gæsterne har været udsat for både store nederlag og rejsestrabadser, så er det givetvis ikke nogen bagdel med fire kampe i højeste europæiske tempo i benene.

- Vi har mødt nogle modstandere, som vi har kunnet lære meget af. Der er en masse erfaring og læring, vi har kunnet tage med i træningerne, hvor vi gør os klar til sæsonen. Jeg føler, at vi er stærkt kørende lige nu, siger Anders Biel til JydskeVestkysten før aftenens sæsonpremiere.

Det forventer vi: En hård, tæt fight som næsten altid, når Odense og SønderjyskE tørner sammen. Især på Fyn plejer Odense næsten hver gang at presse rivalerne fra syd.

Skader/karantæner: Odense har Christopher Kamph, Martin Larsen, Radek Cip og Marcus Pedersen ude, mens SønderjyskE i den seneste CHL-kamp i Zug var uden Mathieu Foget og Mathias Borring Hansen. 

De indbyrdes kampe: Det er allerede tredje gang i sensommeren, de to hold hilser på hinanden: I Odense vandt SønderjyskE 2-0 i en træningskamp, mens fynboerne i Vojens vandt 4-3 efter straffeslag. I sidste sæson tog SønderjyskE 11 point af 18 mulige i de to holds indbyrdes dueller.

Hold øje med: Odenses stærke back Mark Auk markerede sig allerede i Aalborg med to scoringer, men der skal også mere smæk på resten af den fynske offensiv. Hos SønderjyskE har ovennævnte Anders Biel og en anden "semi-ung" spiller, Mikkel Jensen, fået store roser af Mario Simioni op gennem CHL-kampagnen.

Statistikken: Det har været lidt smalt med SønderjyskE-mål i CHL, men Mike Szmatula har dog markeret sig med et par scoringer. Ham har de store forventninger til i Vojens. Gorm Topholt var med næsten 23 minutter på isen den angriber hos Odense, der noterede sig flest minutter på isen i Aalborg fredag aften.


FØR SÆSONEN: SønderjyskE UGENS HOLD: Se hvilke seks spillere, der er havnet i ugens A-kæde