Kampstart 19:00 i Rødovre Centrum Arena

Dejligt lokalopgør i Rødovre i aften, og lige nøjagtig den kamp, som rivalerne på Vestegnen har brug for. 

Begge hold har nemlig haft problemer på det seneste og både Herlev og Rødovre kommer ind med to rene nederlag på listen. Derfor vil både Mighty Bulls og Eagles stensikkert se matchen i aften som en god mulighed for hurtigt at komme på ret kurs igen.

- Jeg forventer, at vi kommer ind til kampene med en god indstilling og tro på tingene. I Herning stillede vi med ret få spillere, imod ligaens mest formstærke hold, og vi formåede alligevel at spille en fornuftig kamp. Det giver tro på tingene, og noget vi kan bygge videre på, siger Rødovres assisterende træner Morten Andreasen til klubbens hjemmeside. 

Hos Herlev var kaptajn Brett Thompson for nylig klar med en analyse af sit holds nylige problemer her på Metalligaen.dk.

- Vi håber stadig at klatre i tabellen, og heldigvis er der 10 kampe endnu at give af. Men i de seneste kampe har vi været igennem en lidt tung periode og lige nu taber vi de tætte kampe. Vi skal simpelthen lave færre fejl og score på vores chancer. Så kommer sejrene igen, lød det fra Thompson. 

Det forventer vi: To disciplinerede mandskaber, der vil forsøge at spille ud fra en tæt defensiv. At få styr over strukturen efter et par nederlag er næsten altid "trænerens første skridt" efter en dårlig periode. 

Skader/karantæner: Rødovres liste over manglende folk var ganske voldsom i Herning senest. Matthias Asperup, Nicklas Carlsen, Miro Keskitalo, Kasper Larsen, Matt O’Connor, Jonas Sass, Teemu Virtala, Christoffer Frænell og Maksim Popovic var ude, mens Herlev tirsdag spillede uden Niklas Tikkinen i Esbjerg.

Historikken: Det er faktisk sjette og sidste kamp i serien mellem Rødovre og Herlev i grundspillet, og måske også det sidste lokalopgør i sæsonen mellem de to rivaler. Og lad os så lægge op til en slags "finale". Herlev fører nemlig 8-7 i point mod Rødovre i de hidtidige fem opgør og en vinder i aften kan altså kalde sig serievinder i de to holds dyster i denne sæsons grundspil.

Statistikken: Ganske interessant, at Rødovre trods en placering et godt stykke nede i formbarometeret kun har lukket 13 mål ind i de seneste fem kampe. Det er faktisk tredjebedst i Metal Ligaen i den periode, kun overgået - eller "undergået" - af Herning og SønderjyskE. 

Hold øje med: Herlev scorede begge sine mål i powerplay i Esbjerg tirsdag aften, så Rødovre skal holde sig væk fra udvisningerne. Hos Rødovre skal der findes målscorere. Steffen Klarskov (14) og Marko Virtala er suverænt dominerende i den disciplin hos Mighty Bulls. 


10 Metal Liga-spillere i den nye landsholdstrup OPTAKT: Odense Bulldogs-Esbjerg Energy