Kampstart 19:30 i Frøs Arena

Så gælder det.

Kamp syv i Frøs Arena, det ultimative slag i ishockeysporten. Det ultimative slag i sport.

I aften er det SønderjyskE og Odense, der står overfor hinanden i Frøs Arena i den syvende match. 

Kun sejr tæller, holdene kender hinanden ud og ind, og spørgsmålet er, om trænerne kan og tør trække kaniner op af hatten i form af en ændret holdopstilling, kædesammensætning eller andet. 

Det er SønderjyskE, der, i forhold til skadede spillere, har mest at komme med i det regi, men spørgsmålet er om folk som Little, Borring, Holzmann og Boysen med et vupti er blevet til en så vigtig kamp.

Det er naturligvis en afvejning, som Mario Simioni vil gøre sig i løbet af formiddagen. Før kampen siger han til klubbens hjemmeside:

- Der er ikke plads til flere fejltagelser. Vi har ikke spillet godt på udebane i den her serie. Odense er et hold, der ikke ligger specielt godt til os, men jeg synes vi har spillet fornuftigt på hjemmebane og især i kampen i søndags.

- Vi ved, de vil komme med stor desperation, så vi skal virkeligt være klar fra start og så skal vi forsøge at vinde momentum fra første puckdrop. Vi må ikke angribe hovedløst, for de er gode i omstillingsspillet. Vi skal have lagt et pres på dem, men vi skal også spille klogt og med omtanke. Vi har haft nogle gode videomøder og træninger siden i tirsdags, og jeg kan mærke på spillerne, at der er meget på spil. De virker ekstra koncentreret i de her dage, siger SønderjyskE-træneren. 

I Odense-lejren drømmer Martin Larsen om en hjemmekamp mod Aalborg om en uge, og han er naturligvis optimist frem mod aftenens første faceoff.

- Ikke for at romantisere det, men det ville være en fed historie, hvis vi når semifinalen, og det er det selvfølgelig det, vi går efter. Så vi er klart spændte. Vi ser frem til at vise, hvad vi kan. Det er når, man står på kanten af klippen, at et hold skal vise, hvilket format det har. Det er kamp syv, det er på udebane i Sønderjyske, der er meget larm. Er der et tidspunkt, man skal slå til på, er det jo der, siger han til Fyens Stiftstidende. 

Det kan ikke blive mere spændende. 

Hold øje med: Tjekkiske Radek Cip har været en af Odenses og seriens mest aktive spilere og har kombineret sine mange skud med en hidsig arbejdsindsats. Hos SønderjyskE har Mike Szmatula spillet en stor rolle med sine fire scoringer - flere af dem vigtige af slagsen.

Det forventer vi: En helt tæt omgang i Vojens, hvor det - klichéagtigt, som det lyder - første mål kan blive svært afgørende. Måske mere end nogensinde, fordi det enten vil igangsætte hjemmeholdet eller give gæsterne mulighed for at spille yderligere på omstillinger. 

Skader/karantæner: Odense har undværet Mikkel Hansen i hele serien, mens SønderjyskE senest var uden Andreas Holzmann, Mathias Borring, Mike Little og William Boysen. Anton Öhman spillede kun lige over seks minutter senest i Odense. 

Statistikken: Både Mark Auk og Rasmus Lyø har skudt 35 gange på mål - mest for de respektive mandskaber - og har begge centrale roller på holdet. En af dem kunne sagtens blive helt i aften. 


SønderjyskE's William Boysen klar til kamp i aften Fortsætter Daniel Nielsen: Ikke muligt at tage stilling endnu