Metal Final4 nærmer sig stille og roligt, for det er om 14 dage, at Rungsted, Herlev, Aalborg og Frederikshavn skal spille om sæsonens første titel i Bentax Isarena i Aalborg.
Det bliver foran masser af tilskuere i det nordjyske, for Aalborg Pirates skriver på sin Facebook-side, at der blot er 400 billetter tilbage til aftenkampen fredag, hvor de nordjyske rivaler tørner sammen.
Det ligner udsolgt endnu engang i Bentax Isarena, mens der næppe kommer 5000 mennesker - men forhåbentlig alligevel masser af folk - til den første semifinale fredag eftermiddag.
Det er et særdeles interessant opgør mellem Herlev og Rungsted, der mere eller mindre har "fordelt rovet" mellem sig i løbet af sæsonen. Senest vandt Rungsted 5-2 i Herlev, og der er scoret 38 gange i alt i de to holds indbyrdes kampe i denne sæson.
Det kan kun blive underholdende.