Spelling og Morin kombinerede sig til sejrsmålet i undertal kort før tid

Aalborg Pirates – SønderjyskE 4-2 (0-2, 0-0, 4-0) Længe så det ud til at Aalborg Pirates skulle have sæsonens første nederlag i Bentax Isarena, da de tog imod et veloplagt SønderjyskE hold, som var foran langt inde i opgøret. Men med endnu en flot tredje periode fra nordjyderne, lykkedes det dem at få vendte kampen på hovedet til slutresultatet 4-2.

Kampen startede med en hurtig udvisning til Josh MacDonald og det blev startskuddet til et massivt Aalborg-pres. Hjemmeholdet satte sig tungt på kampen. SønderjyskE var stresset, og Aalborg havde masser af chancer. Blandt andet havde Julian Jakobsen en friløber, men Nicolaj Henriksen, som noget havde fået pladsen mellem stængerne, fik benskinnen på.

SønderjyskE forsvarede sig bravt, og Henriksen afviste alt fra Aalborg, men offensivt skabte SønderjyskE ikke meget. Derfor var det også lidt imod spil og chancer, da Mads Lund kynisk udnyttede en udvisning af Sebastian Bergholt.

På toppen af faceoff-cirklen klappede han uden tøven til pucken første gang og sendte den ind i det fjerneste hjørne. Et flot mål som så ud til at tænde SønderjyskE og mindre end et minut senere stod det 2-0.

Den tidligere Aalborg spiller Oliver Gatz Nielsen sendte pucken på mål fra en meget spids vinkel og på en eller anden måde, kneb den sig for George Sørensen på nærmeste stolpe. En situation, hvor George Sørensen ikke så alt for heldig ud.

Noget ufortjent kunne de effektive Sønderjyder gå til ind til anden periode 2-0, trods et par gode chancer til Felix Scheel og Kirill Kabanov i slutfasen af perioden.

I anden periode kom SønderjyskE bedre med i kampen samtidig med at Aalborg så noget rystet ud efter først periodes afslutning. Dette skabte en mere taktisk periode, hvor Aalborg trods et stort puckovertag, blev holdt til skud fra distancen af et hårdt arbejdende SønderjyskE-mandskab som ventede på deres chance på eventuelle kontraer.

Cirka halvvejs inden ind i opgøret opstod chancen. SønderjyskE erobrede pucken, og kom afsted i en to mod en-situation, men George Sørensen leverede en flot redning for at holde Aalborg inde i opgøret. En mindre revanche for Pirates målvogter efter hans drop i første periode.

Med 7 minutter igen af perioden fik Aalborg chancen for at for at bringe sig tilbage i kampen, da Sebastian Bergholt fuldstændig fri foran mål sendte pucken på stolpen i 4 mod 4. En kæmpe chance, som blev indledningen på endnu et pres fra Aalborg, men nøjagtig som i først periode var Nicolaj Henriksen en stærk sidste skanse, som holdt Aalborg stand resten af perioden.

Aalborg havde brug for en hurtig scoring i tredje periode, og efter blot 54 sekunder lykkedes det.
 
En Icing efter første skift fangede Sønderjyske inde og det straffede Aalborg, da Anders Krogsgaard sendte en retur i nettet efter et blokeret skud fra backkollega Tim Davison. Et mål som gav fornyet liv og energi til Bentax Isarena, som for alvor kunne lugte blod.

Dog var det ikke langt fra at Sønderjyske fik sat en stopper for det, da de i et powerplay belejrede nordjydernes zone i samtlige 120 sekunder. Trods et par gode optræk til chancer lykkedes det ikke at passere George Sørensen.

De næste minutter bestod af et stort pres fra Aalborg, som efter 54 minutter endelig blev belønnet med en udligning. Ligesom ved reduceringen var Tim Davison involveret. Efter et langt angreb sendte den amerikansk back pucken på mål, hvilket gav en retur som Pierre-Olivier Morin sendte ind bag en prisgivet Nicolaj Henriksen.

Målet skabte stor forløsning for størstedelen af de 2879 tilskuere i Bentax Isarena, som ihærdigt prøvede at sende Aalborg til angreb. Dog var det SønderjyskE som fik den næste chance, da Felix Scheel tog en udvisning med 5 minutter igen.

SønderjyskE’s power-play blev aldrig rigtig sat op, og i stedet var det Aalborg som fik en chance som udvisningen lakkede mod enden. Thomas Spelling opsnappede pucken og sammen med Pierre-Olivier Morin skabt en to mod en, som sidstnævnte flot sendte op i nettaget til kæmpejubel i Nordjylland.

Til sidst satsede SønderjyskE alt, og kun en verdensklasse redning fra George Sørensen holdt Josh MacDonald fra at udligne med 30 sekunder igen. Med 10 sekunder igen fik kampen endelig sin afgørelse, da Mikkel Højbjerg sendte pucken i tomt bur.


Tredje sejr på stribe: Esbjergs bedste stime er i gang Ingen Lefebvre-effekt endnu: Rungsted spurtede fra Odense og endte med at vinde uden problemer