Vintersportsforeningen Horsens, Horsens Skøjteløberforening og Ishockeyklubben Horsens gav byen en rigtig lang ishockeytradition, der desværre døde ud midt i 70’erne. Allerede midt i 40’erne lykkedes det for byens vintersportsforening at samle spillere nok til at lave et fornuftigt ishockeyhold, som Niels Kayser Nielsen skriver i sin artikel ”Ishockey i Horsens – og et par svenskere”, om ishockey i byen. En svensk litograf ved navn Lindgren var en ivrig igangsætter og medhjælper for de unge mennesker, der gerne ville dyrke sporten, der hurtigt blev yderst populær i Horsens.
Horsens spillede på skøjtebanen i Bygholm-parken, nærmere bestemt på den lille sø ved Kulsyrefabrikken mellem Statsskolen og det nuværende Bygholm Hotel, hvor der i 1930’erne havde været zoologisk have. Horsens-spillerne gjorde sig hurtigt temmelig dygtige og havde i slutningen af 40’erne og op gennem 50’erne en række drabelige opgør med lokalrivalerne fra Silkeborg, der adskillige gange snuppede det jyske mesterskab lige for næsen af Horsens.
Men Horsens-spillerne, med Wilhelm Isager som en af Jyllands bedste spillere overhovedet, var på det tidspunkt stærkere – eller i hvert fald lige så stærke – som de fleste hold i Jylland, og man anede for alvor konturerne af en ishockeyby, da Horsens i 1953 fik Danmarks første kunstfrosne ishockeybane. Banen var placeret i byens frysehus på havnen, men målte blot 10x14 meter. Det var dog nok til at træne skud og skøjteløb, og den lille bane i Horsens fik ofte besøg af spillere fra de andre ishockeybyer.
Omkring 1960 var hallen i Horsens ikke mere til rådighed, og ishockeyklubben blev selvstændig. I første omgang havde skøjteløberforeningen skilt sig ud fra vintersportsforeningen, mens det i begyndelsen af 60’erne var ishockeyentusiasterne, der skilte sig ud fra skøjteløberforeningen.
Nu hed centrum for træningen Esbjerg, og det var gerne ud på de små timer lørdag aften/nat. Senere hed hjemmebanerne Århus og Vojens. I 1961 spillede Horsens såmænd også om retten til at komme i 1. division, men tabte 0-22 til øst-repræsentanterne fra Furesøen.
Horsens-spillerne kørte adskillige kilometer for at spille ishockey, og Niels Kayser Nielsen beretter, at der alene i vinteren 1969-70 blev kørt 7000 kilometer til træning og 3000 kilometer for at spille kamp.
”Under disse barske vilkår i de ellers så glade 1960’ere blev grunden lagt til en klubånd og et kammeratskab, der bærer den dag i dag. Mange af spillerne var i familie med hinanden, enten brødre eller indgifte, og så havde man en vis bastion på Horsens Folkeblad, hvor både holdleder Finn Ryom og to af de absolutte lederskikkelser Erik Christensen og Mogens Knudsen var ansat. Klubånden næredes således også af tætte sociale forbindelser.
Et egentligt klubhus havde man ikke, men baglokalet i Mogens Knudsens kones chokoladeforretning ved Spedalsø Torv fungerede mange gange også som tilholdssted”, fortæller Niels Kayser Nielsen i artiklen om ishockey i Horsens.
I begyndelsen af 70’erne huserede Horsens både i 2. division og Jyllandsserien, som klubben faktisk vandt både i 1972 og 1973 efter nedrykning i 1971. Men trods den store entusiasme blandt spillerne, var det svært at opretholde gejsten, for de andre klubber steg i niveau, som årene skred frem – ikke mindst fordi de i modsætning til Horsens havde kunstfrosne isbaner.
Horsens-spillerne ønskede ikke at rykke op i 2. division, fordi man mente, at det ikke ville give nogen mening, så længe det ikke var muligt at træne og forberede sig ordentligt til kampene.
Hallen i Horsens kom aldrig, på trods af, at det var tæt på i begyndelsen af 60’erne. Men det lykkedes aldrig at få kommunen med på idéen i den dengang ret fattige kommune, der i stedet støttede op om fodboldholdet Horsens fS. Heller ikke i begyndelsen af 70’erne lykkedes det for ishockeysporten at få jackpot, da den nye svømmehal og tilhørende anlæg skulle bygges. Ikke mindst, skriver Niels Kayser Nielsen, fordi den daværende formand for sportssamvirket i Horsens, var imod en skøjtehal i byen.
I 1974 var det slut med ishockey i Horsens, der på papiret sagde helt farvel til DIU i 1978/79, hvor klubben for sidste gang figurerede i årbogen. I 1977 tabte klubben over to kampe mod Odense med 14-29 i kvalifikationen til den såkaldte JIU Cup. Det var det sidste sportslige resultat, der blev noteret i Horsens-hockeyen.
Ishockeyklubben i Horsens var en stormagt i Jylland, men klubben fik desværre aldrig en kunstfrosset isbane, og det betød ishockeyens farvel i den østjyske by, der ellers kunne have endt med at være en stormagt på linje med de øvrige topklubber i Provinsen.