Gentofte Stars satser hårdt på at blive en del af Metal Ligaen i den kommende sæson. Klubben har netop sin Facebook-side meddelt, at den stiller op i et helt nyt setup, der bliver med Jesper Duus og Karsten Arvidsen i spidsen.
Duus og Arvidsen er sammen med Per Holten Møller også hovedpersonerne i det nuværende 1. divisions-setup, men det nye er, at Jesper Duus er ansat som klubchef i Gentofte Stars "Foreningen" samtidig med, at han er blevet direktør for Gentofte Stars Elite. Arvidsen bliver nu også sportschef for begge enheder.
Ejer af ligaselskabet er Jan Grænge, og dermed satser Stars altså på at komme med i Metal Ligaen igen. Og skriver følgende på sin Facebook-side.
Gentofte Stars Elite ønsker at være en del af Metalligaen i næste sæson.
En skare af erhvervsledere, med Jan Grænge i spidsen, har sat som mål, at Gentofte Stars Elite får et hold i Metalligaen 2020/21.
Gentofte Stars Forening er blandt landets største og dermed fundamentet for et solidt grundlag, både sportsligt og kommercielt.
Satsningen skal være bæredygtig på lang sigt, hvorfor netop det sportslige samarbejde med Foreningen er essentielt. Karsten Arvidsen er ansat som Sportschef i begge konstellationer, hvilket garanterer netop kontinuitet og sammenhæng.
Jesper Duus er ansat som Klubchef i Foreningen og som Direktør i Gentofte Stars Elite, således at der også på det organisatoriske område vil være sammenhæng og foretages prioriteringer, som vil gavne projektet på den lange bane.
DIU og Ligaforeningen skal (som alle nok har forstået) godkende det økonomiske, sportslige og organisatoriske grundlag, hvorpå Gentofte Stars Elite bliver bygget. Kravene er skærpede for nytilkomne hold.
Vi har sat som mål, at vi vil være økonomisk i mål den 1. april 2020, hvor vi allerede er nået langt. Vi går ydmygt til værks og har ingen urealistiske mål, men mener selv vi har et unikt projekt, som vil gavne Gentofte Stars som klub og dansk ishockey.