Vi har valgt seks spillere, der har gjort indtryk i de første knap 30 kampe i sæsonen

Det er aldrig nogen nem øvelse at finde seks dominerende spillere over en halvsæson, men vi har gjort forsøget, og det udelukker naturligvis en række "favoritter" rundt omkring. Fællesnævneren for nedenstående valg har været en jævn og solid indsats over hele efteråret, og det betyder, at spillere, der er dukket op "med stimer" har fået fravalg. Det giver følgende seks folk på efterårets A-kæde. 

Målmand: Evan Cowley (Odense Bulldogs) For mange nok en overraskelse, men Cowley har i et hav af kampe holdt Bulldogs inde, så chancen for point har været der langt henne i matchen. Har spillet flest minutter af alle importmålmænd, taget imod over 1000 skud (991 redninger) og holdt en redningsprocent på lige i underkanten af 90. Hvis Odense skal videre til næste sæson, gør man klogt i at tale med Cowley allerede nu.

Back: Mike Little (SønderjyskE) Pointmæssigt er han gået lidt ned i kadence op mod julen, men Little har været den klart stærkeste import hos SønderjyskE i sæsonen og spiller med et drive, der gør ham til en klassespiller. Little spiller med risiko, men er ofte selv nede for at rydde op efter sine fejl, hvis de forekommer. Hurtig og pasningsstærk og i den grad en nøgle til sønderjysk succes senere i sæsonen, hvis han holder kadencen. 

Back: Niklas Tikkinen (Herlev): Ligesom Herlevs stærke angribere i A-kæden har Tikkinen også været garant for, at Eagles kvalificerede sig til Metal Final4 og stadig er med i kampen om de høje placeringer i grundserien. Mest kendt for sine offensive kvaliteter, men de er også fremragende. Stærk i powerplay og med et "punch" af et skud, der gør ham til ligaens mest scorende back med godt et point pr. kamp i snit.

Forward: Pierre Olivier-Morin (Aalborg): Man kan pege på mange danske spillere som er baggrund for Aalborgs succes, men også importsene har gjort det flot - selv om de måske står lidt i baggrunden. Morin har lige siden sæsonstart været en konstant faktor i Aalborgs bedste kæde og imponerede fra start med sin speed og arbejdsindsats. Snitter ud over sin store arbejdsindsats godt et point pr. kamp

Forward: Victor Rollin-Carlsson (Herlev): Han kom fra Allsvenskan, hvor han aldrig har lavet mere end 34 point i en grundserie. Nu har han fundet ind i et vildt samarbejde med Brett Thompson og Johan Skinnars og står med 43 point i 28 kampe. En produktion som manden fra Uppsala næppe havde drømt om. Spiller også godt tilbage i banen og en del af Herlevs første powerplay, der har været Metal Ligaens farligste set over hele sæsonen hidtil.

Forward: Johan Skinnars (Herlev): Man må bare sige, at Herlev-udlændingene virkelig har gjort indtryk hen over efteråret. Også Skinnars kom fra Allsvenskan, og han har altså et svirp, der bare siger spar to. Samtidig har han et fremragende blik for spillet og står altså med 30 assister som den bedste i Metal Ligaen i den kategori. Også en del af Herlevs farlige powerplay. Spændende om modstanderne læser Skinnars, Rollin-Carlsson og tredjemanden Brett Thompson i den resterende del af sæsonen. 


OPTAKT: SønderjyskE-Aalborg Pirates OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital