Victor Cubars blev matchvinder for Eagles

Herlev Eagles-Odense Bulldogs 2-1 (0-0,1-1,0-0) 0-0,1-0 Odense kom til Herlev spækket med selvtillid oven på fire sejre i træk. Både i den seneste kampe, men også over dagens modstander. Hjemmeholdet manglede to gange Mikkel, Bertelsen og Skjellerup, mens Odense var uden Rasmus Simonsen og Sebastian Ehlers.

Det var dog hjemmeholdet der var toneangivende i første periode, og Herlev tvang ved flere lejligheder Stefanos Lekkas til at vise klasse. Herlev havde held med at overspille Odense ved flere lejligheder, men fynboerne viste skam også tænder. Jesper Thörnberg havde et par skud, men det var hjemmeholdet der kunne gå til pause med mest selvtillid.

Anden  periode var også helt lige, dog med en smule mere spræl i. Herlev var tæt på ved Maksim Popovic, men han skulle tage revanche senere. Det var som om der blev skruet op for intensiteten i nærkampene, og der blev givet og taget på isen. Taget blev der ikke efter små syv minutters spil. Herlev med en mulighed, hvor Odense fik vendt spillet, og pludselig var Gunars Skvorcovs fri, og uden betænkningstid hamrede letten sit 17. sæsonmål ind til 1-0 til gæsterne.

Føringen holdt lidt over syv minutter og så scorede Herlev på en sand perle. Gode pasninger mellem Tobias Åhström og Victor Cubars, og så endte pucken hos Popovic, der selv havde sat angrebet i gang. Den 21-årige forward viste teknik og overblik og sendte pucken mellem benene på Lekkas til udligning 1-1, en stilling der holdt frem til de sidste 20 minutter.

Herlev var gennemgående det bedre hold, også i den sidste periode. Der var mere bund i hjemmeholdets afslutninger, og defensivt havde Herlev fornuftigt styr på de farlige offensive trusler. VI skulle dog ikke se flere scoringer i den regulære tid.

Overtiden stod der også mest Herlev på, dog hele tiden med Odense lurende på mulighederne, men der var fuld valuta for pengene denne fredag aften.

Første runde i straffeslagene kom der ikke noget ud af, og Victor Cubars sendte hjemmeholdets fans tæt på drømmeland da han scorede sikkert bag Lekkas. Kort efter sendte Lukas Horak dem hele vejen derop, da han nappede forsøget fra Odense-topscorer Nieminen, og dermed sikrede Herlev de to points.


Lavoie matchvinder i vanvittig kamp 7-1: Pirates var ikke til at stoppe i aften